Alle piger har en drøm, når de vokser op. Det har jeg ikke længere.

Af de 1.5 millioner syriske flygtninge, der har søgt ly i Libanon, er mange af dem alenemødre. De forsøger at skabe en tålelig hverdag for børnene, mens de selv taber troen på en fremtid. Ung Mor Syrien Rode Kors
 
 

Marts 2016. Af Lene Vendelbo

Syrien > Syriens flygtninge > Alle piger har en drøm

Khadisa Abbara er 18 år, men hun taler så desillusioneret om fremtiden, at hendes glatte hud virker som en maske, der er taget på af en meget ældre kvinde. På skødet har hun sin toårige søn.


Samer var et ønskebarn, men nu ønsker hun ikke flere.

Og det er ikke, fordi han skranter og kræver hendes opmærksomhed konstant. Det er heller ikke fordi, at hun seks ud af ugens syv dage er alene med ham, fordi hans far arbejder som blikkenslager langt væk.  Og det er faktisk heller ikke, fordi hun har er en meget ung mor, der er kommet på bedre tanker. Svaret er, at hun er bekymret for den fremtid, Samer går i møde.


Er der en fremtid for Khadisas søn i Syrien?

”Jeg har allerede boet i Libanon i tre år. Det er det eneste, Samer kender. Når han begynder at gå i skole, så er det skolegangen her, han lærer. I Syrien er den meget anderledes. Hvis vi nogensinde kan vende tilbage – vil han så kunne falde til?” spørger hun sig selv.

Det er et spørgsmål, som bekymrer mange forældre blandt de 1.5 millioner syriske flygtninge i Libanon. Selv er Khadisa Abbare ikke i tvivl om, at hun vil vende tilbage.

”Om der går 30 år, så vil jeg tilbage til Syrien. Det er mit land.”


Bryllupsfest aflyst

Men mens hun er bekymret for sin søns fremtid, så er hun desillusioneret om sin egen.
”Alle piger har en drøm, når de vokser op. Det har jeg ikke længere,” siger den unge kvinde.

Hun fortæller om et liv i Homs, hvor familien boede i et toetagershus. Faren havde en butik i stueetagen, og de havde en god hverdag. Khadisa Abbara drømte om at blive advokat, men så brød krigen ud, og familien tog flugten efter at have holdt ud i godt et år. Sammen med sine forældre, sin bror og søster flygtede hun fra det sønderbombede by.

Kort tid efter ankomsten til Libanon blev Khadisa gift. Ægteskabet var allerede aftalt, da de boede i Syrien.

”Som pige er jeg opdraget til at tage ansvar fra jeg er lille. Hvis man er ansvarsfuld, er 14-15 år en passende alder at blive gift i,” mener Kadisha Abbara, der dog helt uopfordret fortæller, at den store bryllupsfest aldrig er blevet holdt.

”Vi gjorde ingenting, da vi blev gift. Og det var mig, der nægtede, at vi ikke skulle holde en fest. Hvordan kunne jeg feste, når halvdelen af min familie manglede?”


Hvorfor fik jeg et barn?

Nu har hun været gift i tre år. Hendes forældre og søskende bor i Tripoli, mens hun selv bor i en landsby oppe på en bjergskråning et godt stykke derfra. Her er halvdelen af alle indbyggerne syriske flygtninge.


Langt de fleste er kvinder og børn. Mændene er enten i Syrien eller arbejder andetsteds i landet.

Kadisha Abbara bor i en tre-værelses-lejlighed. Hun deler den med sin svigerinde, der har fire børn. Familierne har et soveværelse hver og et fællesrum. Livet er tåleligt især efter, at Røde Kors hver uge kommer forbi byen med en mobil sundhedsklinik.

”Det var lægen her, der fandt ud, at min søn led af blodmangel. Og det er også her, jeg får udleveret gratis astmamedicin til min søn. Hvis jeg ikke fik medicinen, så ville der ikke være mad nok. For jeg vil selvfølgelig hellere sulte end se min søn lide.”

Kadisha Abbara begynder igen at snakke om sin søn og den bekymrende fremtid.
”Hvorfor fik jeg et barn? Jeg vil gøre mit bedste for, at han ikke kommer til at leve et liv som mit.”