Frivillige mentorer kan mindske kriminalitet

Frivillige mentorer kan give løsladte den hjælp, myndighederne i dag har svært ved. Derfor opretter vi i Røde Kors nu en mentorordning for løsladte. Eksperterne mener, det kan forhindre tilbagefald til kriminalitet.

Thumbnail
Onsdag 10.06.2015 Af Julie Lorenzen. Foto: Peter Sørensen

I august starter vi i Røde Kors en ny mentorordning med støtte fra TrygFonden, hvor frivillige skal hjælpe løsladte godt i gang med deres nye liv i frihed. Det er adjunkt i retssociologi Annette Olesen fra Syddansk Universitet rigtig godt tilfreds med.  

”Jeg klappede i mine små hænder, da jeg hørte det, for jeg ved, der sidder så mange derude, som gerne vil ind i samfundet igen. Og som simpelthen ikke ved, hvad de skal gøre for at komme det, ” siger hun. 

”Det er så væsentligt for de løsladte at have nogle at tale med om deres problemer. En mentor kan være en ventil, og en der kan hjælpe med at oversætte systemets sprog. Det kan være en jungle at komme igennem.”

Nye sociale relationer vigtige for at undgå ny kriminalitet

Derudover kan mentorerne hjælpe de løsladte med at holde sig inden for lovens rammer, mener forhenværende direktør for Kriminalforsorgen, William Rentzmann.
”Det er en rigtig god ordning, som kan have en effekt i forhold til at hindre tilbagefald til kriminalitet. For man møder mennesker med andre holdninger til kriminalitet,” siger han.

Kriminalforsorgen har i flere år brugt mentorer i forbindelse med Exit-programmer for rockere og bandemedlemmer. Erfaringerne er gode, når det kommer til at forebygge, at de begår ny kriminalitet.

”Mentorordninger er vigtige. Vi ved fra samfundstjeneste, at det betyder rigtig meget at placere kriminelle ude blandt almindelige, kriminalitetsfrie mennesker. Noget af det allervigtigste for at forebygge ny kriminalitet er at skifte miljø og få nye sociale relationer,” siger William Rentzmann.

Mentorer kan hjælpe med at se nye muligheder

Antropolog Henriette Nobili Christiansen fra Det Kriminalpræventive Råd har lavet en kortlægning af flere forskningsstudier af mentorindsatser.

Hun konkluderer i rapporten ’Effekten af mentor- og fritidsindsatser for unge i risiko’, at en veltilrettelagt mentorindsats kan være med til at forebygge kriminalitet. Især mentorordninger med ugentlige møder og en kontinuerlig og fleksibel kontakt i mindst et år tyder på en god effekt.

”Det er alfa og omega for at skabe tillidsfulde relationer. Tillid og følelsesmæssig støtte er afgørende for, om indsatsen kommer til at virke. Det kan være med til at mindske sandsynligheden for tilbagefald til kriminalitet. En mentor kan bl.a. hjælpe de løsladte med at få et mere positivt syn på sig selv, deres evner og muligheder,” siger Henriette Nobili Christiansen.

Ny Røde Kors mentorordning er på vej

I 2013 lavede Røde Kors en evaluering blandt indsatte, der har en besøgsven i fængslet. Her gav flere udtryk for, de var kede af, at kontakten skulle stoppe, når de blev løsladt. Og at de havde brug for støtte efter løsladelsen.

”Vi kunne se, der er et behov for også at gøre noget for de indsatte, når de kommer ud af fængslet. For det er en meget sårbar situation,” siger projektleder Line Lausted om baggrunden for at starte den nye mentorordning.

Planen med mentorordningen er, at de frivillige kan være med til at støtte og hjælpe løsladte videre i deres nye liv, styrke deres livskvalitet og forhåbentlig være med til at forhindre, at de begår ny kriminalitet.

Løsladte drømmer om liv uden kriminalitet

Mette Ørting kender de indsattes behov for støtte efter løsladelsen. Hun har siden 2008 været besøgsven for fire indsatte. Hun oplever, de er meget bekymrede for deres løsladelse. Og gerne vil holde kontakten.

”De har et stort behov for at have en person, de kan vende tilbage til. En af dem spurgte, om han ikke godt måtte skrive til mig og fortælle, hvordan det gik,” fortæller hun.

”De higer efter kontakt til en person, som lever et helt normalt liv med familie, hus og job. For det er et helt almindeligt liv uden kriminalitet, de drømmer om.”

Har manglet en far

En stor fordel ved frivillige mentorer er netop, at de er almindelige mennesker, der kan tale i øjenhøjde til de løsladte, fortæller William Rentzmann fra Kriminalforsorgen.

De kan give løsladte noget, de ofte har manglet.

”Mange af dem, der sidder i vores fængsler, har ikke haft en far til at tage sig af dem og vise dem, hvordan man gebærder sig i samfundet. De har aldrig haft en troværdig og stabil voksenkontakt. En de kunne regne med. Det kan en mentor være,” siger han.