Vejen til et job

I tre et halvt år har Regine Mukakimenyi gået til sprogtræning hos Røde Kors i Sønderborg. Da hun startede, kunne hun hverken tale, skrive eller forstå dansk. Nu har hun både uddannelse og job. Og er klar til at give noget tilbage.Regine 13
 
 

Af Stine Oksbjerg. Foto: Mathilde Beck

Familien Mukakimenyis to yngste børn, femårige Olivia og Honore på otte år, er lige blevet hentet fra skole og sidder i sofaen i lejligheden i Sønderborg og ser børne- og dyreprogrammer med dansk tale i fjernsynet.

Imens sidder deres mor 33-årige Regine Mukakimenyi ved spisebordet og læser lektier sammen med sin mand, 39-årige Olivier. 'Videre mod dansk – trin for trin' står der på forsiden af en af bøgerne, de læser højt fra.

”Hvad siger du, når du er færdig med at spise?” læser Regine højt og kigger på sin mand.

”Tak for mad,” svarer Olivier med fokus på en tydelig udtale, inden han sænker hovedet og læser videre.

Bogen bruges på kommunens sprogskole, hvor Olivier går tre dage om ugen. Regine afsluttede sprogskolen for et par år siden og kan nu hjælpe sin mand med lektierne.

Udover sprogskolen kommer parret fast i Røde Kors’ lektiecafe i Sønderborg, hvor de får ekstra sprogtræning og hjælp med lektierne. Regine startede i lektiecafeen for tre et halvt år siden, og det har haft afgørende betydning for hende og familiens liv i Danmark.

”Jeg ville nok ikke have fået uddannelse og arbejde, hvis jeg ikke var begyndt i lektiecafeen. Det havde i hvert fald været meget svært, for du er nødt til at kunne tale, skrive og forstå dansk, og det kunne jeg ikke dengang,” siger Regine, der i dag har en 30 timers kontrakt som afløser på Plejehjemmet Dalsmark og er den primære forsørger i familien.

Fra flygtningelejr til lektiecafe

Regine kom til Danmark for seks år siden. Hun er oprindelig fra DR Congo, men måtte flygte til Rwanda som 13-årig, da hendes familie blev dræbt på grund af krig i hjemlandet. Hun tilbragte 14 år i en flygtningelejr, inden hun kom til Sønderborg som kvoteflygtning.

Lektiecafeen i Sønderborg åbnede for fire år siden, og Regine var blandt de første deltagere. Dengang var hun langt fra på hjemmebane i det danske sprog. Hun følte ikke, hun lærte nok hos kommunen, og derfor søgte hun ekstra hjælp hos de frivillige i lektiecafeen.

”De frivillige hjælper mig altid, hvis der er noget, jeg ikke forstår. Og jeg glemmer aldrig det, jeg lærer her, fordi de altid giver mig en rigtig god forklaring,” forklarer hun og tilføjer:

”Jeg har lært at tale, skrive og forstå rigtig dansk i lektiecafeen.” 

Med de frivilliges hjælp har Regine færdiggjort den kommunale sprogskole og et halvt års undervisning på VUC, inden hun senere begyndte uddannelsen som social- og sundhedshjælper i august 2014.

Som en del af uddannelsen fik Regine en tyk bog på 600 sider fyldt med udtryk og ord, der var svære at forstå. Hun tog bogen med i lektiecafeen, hvor de frivillige hjalp med at forklare ord som ’tavshedspligt’ og ’sundhedsfremme’.

”De frivillige har hjulpet mig med lektierne på min uddannelse. De er meget tålmodige, og de respekterer mig, selvom jeg ikke altid forstår det med det samme. De får jo ikke penge for det, men de hjælper bare af deres gode hjerter,” siger hun.

Regines mand har haft samme oplevelse. Olivier kom til Sønderborg et par år efter Regine, og til september har han været to år i Danmark. Han begyndte i lektiecafeen med det samme på opfordring fra Regine.

”De frivillige har hjulpet mig i gang med det danske sprog og fået mig mere ind i det danske samfund. Jeg er rigtig glad for at komme der. Lige nu hjælper de mig med at læse til eksamen,” forklarer Olivier, der er i praktik på et privat landbrug og vil søge ind på landbrugsskolen, når han har færdiggjort sine eksamener på sprogskolen til december. 

De frivillige står også klar til at hjælpe med praktiske ting som computerproblemer, kontakt til læge og at forstå breve fra banken. Og Regine og Olivier fortæller, at de også lærer en masse om dansk kultur ved at være sammen med de frivillige i lektiecafeen.

De har blandt andet lært, at man flager på halvt på langfredag. Regine fortæller, at hun først troede, nogen var død. Men lige pludselig så hun rigtig mange flag på halv og spurgte så de frivillige i lektiecafeen, hvad det drejede sig om.

Nye venskaber

Midt i læsningen i hjemmet i Sønderborg ringer det pludselig på lejlighedens dørtelefon. Ind kommer Eva Sommer, der startede lektiecafeen i sin tid og er aktivitetsleder.

Børnene skynder sig ud i entreen. De hopper næsten lydløst hen over gulvet, så Eva får et lille chok, da de begge giver hende et stort kram. Regine og Olivier giver også Eva et kram og byder hende indenfor i stuen. 

Bøgerne bliver lagt væk, og Eva og Regine sætter sig ved siden af hinanden i sofaen. Straks begynder de at grine sammen og udveksle historier. Eva fortæller, at hun tydeligt husker, da Regine begyndte i lektiecafeen, og hun er meget stolt af hendes udvikling.

”Regine var ret sky, og hun troede ikke på sig selv, da hun kom hos os i starten. Men hun har hele tiden været enormt lærevillig, og derfor har hun også lært rigtig meget. Og i dag er hun jo bare fuld af selvtillid,” siger hun og smiler til Regine.

Der ingen tvivl om, at Eva har fået et nært forhold til familien, så de ser også hinanden uden for lektiecafeen.

”Hun er vores mor,” siger Regine og læner sig tættere op ad Eva. ”Hvis vi har problemer, står hun altid klar til at hjælpe, og jeg kan altid ringe til hende.”

Drømmer på dansk

Regine har været færdiguddannet og arbejdet som afløser på Plejehjemmet Dalsmark i et halvt år. Hun er glad for sit arbejde og taknemmelig for, at hendes chef har taget imod en nyuddannet, så hun kan få mere erfaring. Og så er hun ikke mindst glad for at kunne forsørge sin familie og spare penge op til fremtiden.

Kontakten med beboerne i dagligdagen giver også god dansktræning, og Regine fortæller,
at hun forstår det hele på sit arbejde. Selvom hun har fået arbejde, kommer hun stadig i lektiecafeen for at træne sit danske sprog.

Det er især nye udtryk, der er svære at forstå. Ligesom billedsprog og metaforer også stadig kan være vanskelige. Forleden lærte Eva hende, hvad det betyder at sætte sit lys under en skæppe. Og sådan går det fremad med sproget hele tiden.

Det danske sprog har dog sat sig så meget fast, at Regine er begyndt at drømme på dansk om natten. Og nogle gange glemmer hun de franske ord, som ellers er hendes modersmål, når hun ringer til sin kusine, der stadig befinder sig i flygtningelejren i Rwanda.

”Så må jeg spørge Olivier, hvordan man siger det danske ord på fransk,” siger hun og griner.

Klar til at hjælpe andre

Når Regine drømmer, drømmer hun også om at bo i et hus med god plads til hele familien. Det behøver ikke være i Sønderborg by, men måske lidt ude på landet, hvor Olivier kan dyrke sin passion for landbrug og have plads til geder, kaniner og en køkkenhave.

Regine er kommet langt i de seks år, hun har været i Danmark. Og hun er nu klar til at dele ud af sine erfaringer og hjælpe andre. 

”Jeg har skrevet under på en frivilligkontrakt hos Røde Kors og skal selv begynde at hjælpe andre flygtninge og indvandrere med det danske sprog i lektiecafeen,” fortæller hun glad.