Det føles som om, vi er i en lille boble

98-årige Mortine lå vågen på plejehjemmet og var bange. Så hun bad om at få en vågekone. Det var Mona, der kom, og hun var med til at give Mortine livslysten tilbage.Mone og Mortine
 
 

Mortine Mindermann fortæller til Lene Vendelbo. Foto: Poul Madsen

Jeg ligger vågen i min seng på plejehjemmet Lergården i Aabenraa. Det er den 28. december sidste år, og klokken er to om natten. Det pusler lidt i mit kombinerede soveværelse og stue. Her er ikke ret mange møbler. Jeg har kun boet her i et par uger. Ind kommer en midaldrende kvinde. Hun snakker kort med den vågekone, der har siddet ved min seng de seneste timer. Så sætter hun sig på en stol ved siden af min seng.

”Jeg hedder Mona. Jeg er vågekone fra Røde Kors. Jeg sidder ved dig her de næste fire timer,” fortæller hun mig og tager mig i hånden.

Jeg følte mig pludselig dårlig og fik stor angstfølelse. Derfor har jeg bedt personalet om at tilkalde en vågekone til at sidde ved mig, så jeg ikke skal være alene.

Da Mona tager min hånd, føler jeg varmen sprede sig i min gigtplagede krop. Jeg tænker, at det er det, der hedder hjertevarme. Hvad kan det ellers være?

Her kan du læse, hvordan du bliver en del af vågetjeneste

Angsten kommer snigende

Jeg har været ret rolig de seneste timer, men det har været en forfærdelig tid. Jeg er angst. Angst for det mørke, som fortærer dagslyset allerede midt på eftermiddagen. Mørket får mig til at føle, at jeg er forladt, selvom jeg er bevidst om, der ikke er noget at frygte. Men alligevel er det en vedvarende angst for ensomheden og mørket.

Jeg er også plaget af mareridt, hvor jeg for eksempel skal pakke døde dyr ind i avispapir.

Jeg har aldrig døjet med angst før. Det er kommet efter, jeg er flyttet fra mit hjem igennem 40 år i den lille landsby Genner og ind på plejehjemmet. Nogle spørger, om det er, fordi jeg ser drabelige ting i fjernsynet. Men det er over 50 år siden, jeg havde et fjernsyn, og det leverede min mand og jeg tilbage, fordi de kun sendte bras. Jeg lytter i stedet til radioen – jeg holder mest af klassisk musik. Gerne Bach. Men mit musikanlæg er ikke blevet flyttet herind endnu, så jeg kan ikke høre radio.

Meld dig som besøgsven

Mona bragte livglæden tilbage

Det var lige før jul, det slog klik for mig. Jeg blev pludselig bange for alting og følte, at der nok ikke var en sjæl ved min side, jeg kunne komme i kontakt med. Og jeg har mistet lysten til livet. Men den angst, som har redet mig som en mare den seneste tid, forsvinder helt i takt med, at Mona og jeg begynder at tale.

Jeg taler og taler. Taler om mine mange rejser, som jeg har været på som pensionist. Om det store krydstogsskib, som sejlede mig til Sydamerika, om det vidunderlige Grønland, og hvor smukke isbjergene var, når vi gled forbi i båden.

I lyset fra natlampen føles det, som om, vi er i en lille boble. Da der er gået halvanden time, siger jeg:

”Jeg har ikke brug for en vågekone alligevel! Det er vist nærmere en besøgsven, jeg har brug for.”

Jeg synes pludselig, at jeg har snakket rigtigt meget – det er jo midt om natten, og Mona giver sin bedste tid – sin nattesøvn – til mig, så jeg siger til hende:

”Jeg synes, du skal lægge dig over på min sofa og hvile dig lidt.”

Mona lægger sig på den brune lædersofa. Tager en pude under hovedet. Jeg lukker også øjnene.

Angsten er væk. 

Sådan bliver du våge - læs mere her