Når Røde Kors beredskabet rykker

Beredskabet sikrer den gode modtagelse, også når der kommer mange.

Efteråret 2015 er indbegrebet af, hvad Røde Kors formår, når det gælder beredskab. I løbet af ganske kort tid er der kommet fire gange så mange asylansøgere i forhold til få måneder før.

"Alligevel lykkes det at modtage og skaffe pladser til alle, og vi arbejder i døgndrift for at sikre en tryg og ordentlig modtagelse", fortæller asylchef Anne la Cour.

Et grundvilkår for arbejdet på Røde Kors asylcentre er uforudsigelighed. Det ene døgn kommer måske 50 flygtninge til Center Sandholm for at søge asyl, det næste mere end 200. Det betyder, at Røde Kors det ene øjeblik driver 13 asylcentre, og nogle få måneder efter 26.

"Når det kan lade sig gøre, er det fordi, at vi kan handle hurtigt, og fordi vi har et beredskab, der fungerer", forklarer Anne la Cour. "Men først og fremmest handler det om, at vi har erfarne, handlekraftige mennesker i vores organisation, der kan holde hovedet koldt og hjertet varmt også på dage, hvor der kommer mange nye asylansøgere med særlige behov", fortæller hun.

Robuste medarbejdere med hjertet på det rette sted

At Røde Kors asyl er spækket med robuste mennesker med hjertet på det rette sted, er der daglige eksempler på.

"For under et halvt år siden måtte vi afskedige rigtig mange gode medarbejdere, fordi indrejsetallet af asylansøgere var lavt. Nu hvor vi åbner nye centre igen, har vi brug for dem igen. Så er det bare helt fantastisk, at de tidligere kolleger smider alt hvad de har i hænderne og er klar til at tage en tørn igen. ”Bare sig hvor og hvornår, så er jeg klar” og ”selvfølgelig kan I regne med mig”, siger mange, når de bliver ringet op. Og det er noget helt unikt i Røde Kors", siger asylchef Anne la Cour.

Ansatte på asylcentrene knokler og kan være stolte af deres arbejde

Et af de mange steder, hvor Røde Kors personalet ved, hvad Anne La Cour taler om, er Center Auderød. Asylcentret åbnede som et ekstra modtagecenter den 11. september, da alle pladser i Center Sandholm var fyldt op. Fra det øjeblik, regionslederen fik nøglen til de tidligere kasernebygninger i Auderød, var der under et døgn til, det skulle være klar til at modtage de første 200 beboere. Ugen efter var antallet af beboere steget til 650, og i dag er samtlige sengepladser taget i brug, i alt 800. De første dage var der et par Røde Kors medarbejdere på centret. I dag er der 50. Deres daglige leder er Esben Lykke Hegstrup.

"Der er tryk på hele vejen rundt. Alle er i højeste gear hele tiden", siger han, mens en af dagens udrejsebusser er ved at blive fyldt.

Stort overskud blandt ansatte selv om der er tryk på asylcentrene

Center Auderød er et modtagecenter. Derfor skal asylansøgerne i princippet kun være der i den første tid, hvorefter de flytter videre til et opholdscenter. Der skal konstant skabes plads til nyankomne asylansøgere. Men selv om der er tryk på, så er der stadig overskud til nærvær og smil.

"Noget af det, der gør os alle sammen stolte er, at vi rent faktisk kan fastholde en kvalitet i det vi laver, også selv om her er travlt", fortæller Esben Lykke Hegstrup. "Det kan godt være, at mine medarbejdere ikke når en kop kaffe i arbejdstiden. Men de er fulde af motivation og gejst. Jeg er vild med mit arbejde, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan", siger Esben og skynder sig videre i dagens tætpakkede program.

En af de mange travle er praktisk medarbejder, Thomas Hansen, der er i fuld gang med at gøre værelser rent.

"Jeg kan virkelig godt lide mit arbejde. Der er hele tiden nye mennesker ind og ud. Når der er run på, er jeg oppe på 45 værelser om dagen – med fem senge på hver", siger han og skynder sig videre til næste rum med støvsugeren.

STØT NU