Unge internationale frivillige hjælper Gribskov

Lige nu har Gribskov besøg af unge frivillige fra hele verden, som er kommet for at holde Sommer-camp sammen med vores unge beboere på Center Gribskov. De frivillige, som er fra Mellemfolkeligt Samvirke, hjælper også årets Gilleleje Festival og Kulturhavn Gilleleje.20117117_326519391141012_1854851084584176581_o
 
 

25. juli 2017 - Thomas Orthmann-Brask

Det er lokale kræfter, der er gået sammen om at udbyde den såkaldte Sommer-camp i Gribskov, som er en af de mest populære begivenheder i Mellemfolkeligt Samvirke.

-       Der har været rift om de frivillige pladser, og vi tror, at det er fordi, at opgaven lokker mange unge, som både har lyst til at arbejde med flygtningebørn og til at deltage i det lokale kulturliv med Gilleleje Festival, siger Rikke Møller og Minna Flyvholm Tode, som er campledere fra Mellemfolkeligt Samvirke.

De unge frivillige kommer fra lande som Belgien, Spanien, England, Italien, Korea, Grækenland, USA, Taiwan og Danmark, og mens de afholder Sommer-campen, bor de i Gilleleje Ungdomshus, Remisen.

Frivilligkoordinator i Gribskov Kommune Pernille Dirchsen glæder sig over, at projektet er blevet et tilløbsstykke.

-       Vi vil gerne tilføre ny energi til det unge frivilligmiljø i Gribskov Kommune, så vi er super glade for at samle de lokale unge med de internationale frivillige og de unge asylansøgere med denne sommeraktivitet, siger Pernille Dirchsen.

 

Sommer-camp med unge asylansøgere


Den første uge er foregået på Røde Kors asylcenteret i Gribskov, hvor de internationale frivillige og centerets beboere har hygget sig og trænet sang, trommer, ethjulede cykler, stylter og kegler. Center Gribskov er et modtagecenter for børn og unge alene på flugt.

De unge asylansøgere har sammen med de frivillige lavet masker og kostumer og forberedt sig på at gå parade i Gilleleje by til pop-up-koncerterne, der finder sted på torvet som optakt til årets Gilleleje Festival.

-       Det er en helt særlig uge for de unge asylansøgere, som lige er ankommet til Danmark. De får et pusterum for deres tunge tanker. Krige og konflikter og farefulde rejser har stjålet barndommen fra mange af dem. Det er også første gang for de fleste, at de deltager i en Sommer-camp med leg og spil og hygge, siger Henrik Askholt, funktionsleder på Røde Kors Center Gribskov. Han glæder sig over, at projektet bygger bro mellem så mange forskellige parter i lokalsamfundet.


Kulturhavn Gilleleje har også fået en hjælpende hånd af de internationale frivillige, som har haft tjansen som kontrollører og vagter til en koncert med The Antonelli Orchestra.

-       Det er herligt med et par ekstra hænder, og man kan jo håbe, at det frivillige engagement smitter, så vi får flere unge frivillige ombord, siger Frederikke Lynæs Strand fra Kulturhavn Gilleleje.

Ugens højdepunkt er et internationalt sammenskudsgilde med overskriften #1Table4All – hvor alle tager en ret fra deres hjemland med til det fælles bord, og naboerne bliver inviteret med til festen.

 

Parade, pop-up-koncerter og Gilleleje Festival


I campens anden uge byder programmet på parade i Gilleleje, bålaften på centeret og det hele får en festlig afslutning med musik og dans på Gilleleje Festival. De unge asylansøgere har fået fribillletter til festivalen, hvor de internationale unge arbejder backstage og hjælper til ved Unge Scenen.

Sidst men ikke mindst skal der naturligvis ryddes op efter alle løjerne, og det sørger både  asylansøgerne og internationale frivillige for i fællesskab.