Røde Kors vandt udbud, men centerlukninger er på vej

Røde Kors Asyl vandt udbudsrunde i Udlændingestyrelsen og forsætter med at drive asylcentre. Udlændingestyrelsen har dog også besluttet, at der skal skæres i antallet af pladser på asylcentre, og det betyder, at to Røde Kors Asylcentre lukker og et får status som såkaldt buffer-modtagecenter. Centerlukninger 2017
 
 

4. januar 2017

Udlændingestyrelsen har meldt ud, at behovet for indkvarteringspladser på asylcentre fortsat er faldende, og derfor har styrelsen besluttet at lukke 2000 pladser på asylcentre frem mod sommeren 2017.

For Røde Kors betyder det, at to asylcentre i Nordsjælland lukker. Esbønderup lukker pr. 31. maj og driften på Auderød bliver sat i bero i løbet af 2. kvartal af 2017 og centeret bliver i  stedet omlagt til at være modtagebuffer, hvis antallet af asylansøgere igen stiger.

Derudover lukker asylcenter Haderslev, som Røde Kors har drevet i et godt samarbejde med Jammerbugt kommune. Haderslev lukker i slutningen af januar.

Røde Kors kommer til at miste medarbejdere

Nedskæringen vil også føre til, at nogle medarbejdere mister deres arbejde i den kommende tid:

"Vi kommer til at sige farvel til dygtige, erfarne og engagerede medarbejdere. Medarbejdere som netop er altafgørende for at Røde Kors kan være den beredskabsmæssigt hurtige organisation, som vi er," siger asylachef, Anne la Cour.

Asylchef Anne la Cour retter også en stor tak til alle i lokalområderne, der har bakket op om de centre, der nu desværre lukker.

Fald i antallet af asylansøgere fører til nedskæringer 

I september 2016 besluttede Udlændingestyrelsen at skære 4.700 pladser væk.

 Ifølge Udlændingestyrelsen er det blandt andet et fortsat kraftigt fald i antallet af asylansøgere, der rejser ind i Danmark, og en udvidelse af udrejsekapaciteten, der ligger til grund for beslutningen.