Førstehjælp giver mening og tryghed på Røde Kors´ asylcentre

Alle i Danmark skal kunne yde førstehjælp, også beboere på asylcentre. En gruppe to-sprogede voksenundervisere har gennemført uddannelsen som førstehjælpsinstruktører. Dermed kan beboere på Røde Kors´ asylcentre blive undervist i førstehjælp på både arabisk, farsi og dansk.
 
 

29. november 2017 - Jessica Mesoke Marchet og Susan Hoffmann

I to intensive uger har otte to-sprogede voksenundervisere haft travlt med at lære at håndtere en hjertestarter, at give kunstigt åndedræt og behandle alle mulige former for akutte skader. Udover selve førstehjælpen, så har de også lært, hvordan man underviser andre i førstehjælp, og det kan nu komme beboerne på Røde Kors´ asylcentre til gode.

En af dem, der især glæder sig at lære fra sig, er centermedarbejderen Hisham Zaki. For få år siden var han selv asylansøger, så han ved, hvordan kendskab til førstehjælp kan være med til at skabe tryghed på et asylcenter.

- Det betyder rigtig meget for vores beboere, at de ved præcist, hvordan de kan og skal reagere i nødstilfælde. Mange opholdscentre for asylansøgere er ikke døgn-bemandet. Derfor betyder det rigtig meget for beboerne, at de bliver i stand til at hjælpe hinanden, hvis uheldet er ude, og hvordan de præcist skal agere, når de har brug for at bruge akuttelefonen og ringe 112, fortæller Hisham Zaki, der i dag er pædagog-assistent på Røde Kors´ asylcenter på Bornholm.

 

Førstehjælp giver mening, uanset hvad der sker

 

Et vilkår for alle asylansøgere er, at de ikke ved, hvad fremtiden bringer. Netop i sådan en tid giver kurser i førstehjælp rigtig god mening, fordi det at kunne hjælpe medmennesker i nød er en kompetence, beboerne kan få brug for, uanset om de får opholdstilladelse og skal flytte til en kommune, eller om de skal rejse hjem.

Som voksenunderviser på Center Avnstrup kommer Majid Reza Alameh til at gennemføre kurser for asylansøgere i mange forskellige situationer.

- Jeg glæder mig virkelig til at undervise og er overbevist om, at det hjælper beboerne at holde sig i gang og beskæftige sig med noget meningsfuldt, også i en periode, der kan være svær for mange af dem. For dem, der skal indstille sig på at rejse hjem, kan det også gøre en stor forskel, at de ved, hvordan de kan hjælpe andre, uanset om det er deres egen familie eller andre i de områder, de rejser hjem til, siger Majid Reza Alameh.

Et andet meget stort plus for beboerne er, at kurserne foregår på nogle af deres egne sprog, nemlig arabisk og farsi, og at et gennemført kursus munder ud i et kursusbevis.

 - Jeg har allerede gennemført to kurser, og der har været stor interesse for det. Det betyder meget for dem, at de får et kursusbevis – at de får noget i hånden, som de kan bruge, fortæller Mahad Yussuf, der er voksenunderviser på udrejsecenteret Kærshovedgård.

 

Gevinst for hele Røde Kors

 

Det er ikke kun beboere på Røde Kors´ asylcentre, der får glæde af de nye førstehjælpsinstruktører. De otte tosprogede undervisere bliver nemlig en del af Røde Kors lokalafdelinger der, hvor de bor.

 - På den måde bliver de otte voksenundervisere en del af det samlede hold af førstehjælpsinstruktører i Røde Kors, der udbyder kurser i deres egne lokalområder. Det et kæmpe plus for hele Røde Kors, at vi nu har nogle tosprogede undervisere, som kan være med til at udbrede førstehjælp til nye grupper af borgere, siger Steffen Hogg Christensen, der har stået for det intensive kursusforløb.

På asylcentrene vil førstehjælpskurserne blive tilbudt i sammenhæng med de øvrige undervisningstilbud, og de vil være af 8 og 12 timers varighed. For at supplere undervisningen er der både blevet udviklet en førstehjælp-app, som beboerne kan have på deres telefoner, samt miniudgaver af førstehjælpsbøger på arabisk og farsi. 

Førstehjælpskurserne vil primært blive tilbudt på Røde Kors’ opholdscentre, men de vil også blive tilbudt på centre for uledsagede mindreårige og på udrejsecentre. Projektet er finansieret af TrygFonden.