Boksning og skak giver nyt håb

Lyden af boksehandsker mod boksebolde, højlydte kommandoer, pust, støn, og grin kan hver formiddag høres fra et lokale i en af Center Sandholms gule bygninger. En BootCamp med en kombination af hård fysisk træning og hjernegymnastik i form af skak træner de unge i struktur og koncentration.
 
 

Tekst: Susan Hoffmann / Foto: Thomas Sjørup / December 2016

En broget flok

En af de unge er 17-årig Ali. Efter nogle barske ungdomsår i Vestsahara i Marokko, og en flugt alene gennem Europa søgte han om asyl i Danmark i oktober, og nu bor han i Center Sandholm sammen med nok den mest udskældte gruppe af asylansøgere i Europa: Nemlig dem, der i Danmark har fået betegnelsen ”uledsagede, mindreårige med gadeorienteret adfærd”.

En broget gruppe af drenge og unge mænd fra Nordafrika, der ofte bliver forbundet med stofmisbrug, kriminalitet og udfordrende adfærd.

Som han sidder dér på sengekanten i et pænt rengjort værelse på Center Sandholm ser Ali imidlertid alt andet end farlig ud. Lige nu puster han ud efter formiddagens boksetræning, og senere bliver træningen skiftet ud med at lære at spille skak.

"Jeg er simpelthen så glad for, at der er nogen, der gør noget for os her i Danmark. Jeg kan godt lide, at vi har træning hver dag, og jeg glæder mig til at lære skak. Jeg vil faktisk meget gerne lære nye ting,"understreger Ali, og tilføjer, at han aldrig ville få en chance for uddannelse eller et ordentligt liv hjemme i Vestsahara.

Vastsahara er et smalt landområde langs den vestligste del af Sahara, der har været besat af Marokko siden 1975, og som er præget af undertrykkelse og jævnlige konflikter mellem den oprindelige befolkning og det marokkanske militær. Konflikten har været en del af Alis liv, så længe han kan huske. Han har deltaget i demonstrationer og viser stolt Vestsaharas flag frem.

"I Europa er det ikke særlig mange, der ved, hvor slemt det står til i Vestsahara. Vi bliver diskrimineret, der er ingen chance for job og uddannelse, og der er ingen ytringsfrihed. Jeg har været anholdt flere gange, og har fået tæsk og andre slemme ting, bare fordi jeg var med til en demonstration. Til sidst sagde min familie, at jeg skulle skynde mig væk. Det skete nemlig også, at andre unge helt forsvandt i forbindelse med anholdelserne," fortæller Ali.


Han flygtede. Først på en af de berygtede bådture over middelhavet til Spanien, så via Frankrig til Italien, Østrig, Tyskland, og nu altså Danmark, hvor han håber på at opnå asyl, selvom det stort set er umuligt, når man kommer fra Marokko.

Dage med struktur

Lige nu har han ikke desto mindre fået en pause fra alle bekymringerne. For ham og de andre unge beboere på Center Sandholm betyder BootCamp-forløbet nemlig meget strukturerede dage med udfordrende fysisk og mental træning fra morgen til aften. Struktur og genkendelighed er med til at give en følelse af tryghed, som de unge har brug for.

"Målet er at de unge bliver bedre i stand til at koncentrere sig, forklarer projektets initiativtager, Jan Andersen. De er præget af et uforudsigeligt liv, og bare det at kunne koncentrere sig i måske en time af gangen kan gøre en kæmpe forskel for dem senere i livet," fortæller Jan Andersen.

Erfaringer fra Grønland

Det nytænkende projekt er blevet til i et samarbejde mellem Røde Kors og Andersen Academy, der tidligere har haft stor succes med denne form for BootCamp for udsatte unge i Grønland. Projektet finansieres af en donation fra Egmont Fonden på 1.7 millioner kroner.
-Kendetegnende for de unge i Grønland var, at de var særdeles sårbare, hvilket også gør sig gældende for de unge asylansøgere, der har levet som gadebørn det meste af deres liv, fortæller strategi- og udviklingschef i Røde Kors, Kasper Koch:

"De er typisk flygtet fra et liv i Nordafrika med vold, fattigdom og stor utryghed, nogle har en gadeorienteret adfærd og har helt mistet håbet om nogensinde at kunne leve et normalt liv lige som andre unge," fortæller han.

Projektet bliver bakket op af Røde Kors´ erfarne pædagogiske personale på Center Sandholm, der samarbejder med specialtrænede folk BootCampen. Det betyder også videns udveksling og opfølgende kurser for medarbejdere fra alle centre for uledsagede i Danmark. 

Om de gode tanker også kan hjælp Ali i det daglige efter BootCampen er der ingen, der ved endnu.

"Lige nu, er jeg bare rigtig glad for at komme op til træning hver dag, og jeg er begyndt at sove meget bedre om natten," siger Ali, og skynder sig over til kantinen. Udover ny appetit på livet, så betyder træningen åbenbart også appetit i mere bogstavelig forstand.


(Af hensyn til familien i hjemlandet optræder Ali ikke med sit fulde navn i denne artikel)