Hjælp en ung flygtning

Rep 630 X 250

Hvert år ankommer børn og unge til Danmark uden deres forældre for at søge asyl. De kommer hertil, ofte efter en barsk flugt, og har ikke – som andre nyankomne børn og unge - nogen familie at læne sig op af. Som frivillig repræsentant har du derfor en helt unik mulighed for at gøre en meget stor forskel for et ungt menneske.

Bliv frivillig repræsentant for en ung flygtning - allerede i dag. Skriv dig op her.

Vi søger hele tiden repræsentanter til alle børnecentre i landet. Man skal være mindst 25 år for at blive repræsentant.

Triangle
Tilmeld dig her, hvis du er interesseret i at hjælpe en ung flygtning

 

Vi mangler frivillige følgende steder – husk at vælge et område nedenfor

Når du har udfyldt formularen sender vi dig meget mere information om, hvordan du kommer i gang med dit nye bekendtskab med en ung flygtning.

Hvem skal jeg hjælpe?

Mange af de børn der kommer alene, har været igennem en barsk flugt og er måske blevet skilt fra deres forældre i hjemlandet eller under flugten. De befinder sig derfor helt alene i et fremmed land og har brug for al den hjælp og støtte, som de kan få.

Som repræsentant hjælper og støtter du barnet under behandlingen af deres asylsag hos myndighederne. Det danske asylsystem kan være svært at overskue for et barn, og derfor bliver du som barnets repræsentant en uvurderlig støtte.

I det danske asylsystem betragtes man som barn, når man er under 18 år, og børn i alle aldre kan have brug for en repræsentant. De typiske uledsagede mindreårige asylansøgere er mellem 13-17 år.

Hvad skal jeg lave?

Som repræsentant har du to opgaver. Den ene opgave handler om at ledsage barnet til de møder, som den unge har i forbindelse med asylsagsbehandlingen. Det kan fx være et møde i Udlændingestyrelsen eller hos Flygtningenævnet.

Som repræsentant er det din opgave at forberede barnet på møderne og være en støtte under selve møderne. Det gør du ved at forklare, hvad der skal ske og gengive de forskellige forløb og beslutninger, så barnet forstår, hvad der sker med asylsagen.

Den anden del af opgaven handler om at give barnet oplevelser i hverdagen og knytte sociale relationer, så tiden mens asylsagen behandles bliver mere tryg og meningsfuld for barnet. Det kan fx være at tage barnet med på udflugt, være sammen med barnet på centeret eller andre aktiviteter, som du og barnet tilrettelægger sammen.

Hvad får jeg ud af det?

Som frivillig repræsentanter får du mulighed for at hjælpe et barn, der står alene som uledsaget i en svær tid i et fremmed land.

Alle der har lyst til at blive repræsentant gennemgår vores online E-kursus og kommer herefter til en samtale i Røde Kors. Vi har repræsentanter i hele Danmark, og derfor får du også mulighed for at blive en del af et landsdækkende netværk. Vi tilbyder løbende rådgivning og sparring i forbindelse med opgaven som repræsentant.

Hvor lang tid tager det?

Det er svært at sig nøjagtigt hvor længe repræsentantopgaven varer. Nogle gange får barnet opholdstilladelse kort tid efter, at du er blevet udpeget som repræsentant, mens sagsbehandlingen i andre tilfælde strækker sig over flere måneder.

Som udgangspunkt skal du afsætte 3-5 hele arbejdsdage til at deltage i barnets møder med myndighederne. Vi anbefaler, at du har sociale besøg ca. hver 14. dag på det center, hvor barnet bor. Du aftaler selv med barnet, hvornår I skal ses, og hvad I skal lave.