Center Gribskov

Asylcenter Gribskov er et modtagecenter for børn og unge under 18 år, der er flygtet alene. Denne gruppe af asylansøgere har ekstra brug for trygge rammer og bliver derfor indkvarteret på Center Gribskov, hvor personalet har særlig erfaring med at yde støtte til uledsagede børn og unge. For eksempel er der en bisidder fra Røde Kors med til de indledende møder med myndighederne.

Antal beboere: 37 | Nationaliteter: 8| Frivillige: 68

- Tal senest opdateret 28. december 2016

Efter ankomst får de unge asylansøgere en modtage-samtale. Derefter foregår registreringen hos politiet, og de får også en sundhedsundersøgelse hos Røde Kors. De får mad, tøj og hygiejne-artikler. De unge asylansøgere opholder sig i gennemsnit tre til fem dage på centret, inden de flytter ud til opholdscentre, som for eksempel Center Anneberg i Nykøbing Sjælland eller kommunale opholdscentre. På opholdscentret får alle uledsagede mindreårige tilknyttet en repræsentant, der ledsager dem til alle møder med myndighederne.

Hverdagen på asylcentret

 

  • Boliger
    Asylcenter Gribskov råder over flere boligtyper. Her er to til fire personers værelser. Nogle har eget bad og toilet, andre har adgang til fælles bade og toiletter. I spidsbelastede perioder kan nogle af fællesrummene omdannes til fælles soverum. Nogle af pladserne bruges til unge asylansøgere, der har brug for overnatning, fordi de skal til samtale med myndighederne.

    På asylcentret er der, udover den umiddelbare omsorg og støtte, nogle af de ting, der typisk kan få børn og unge til hurtigt at føle sig godt tilpas: Fitnessrum, computerlokale, pool og krea-værksted.
  • Sundhedsklinik
    Når der kommer nye asylansøgere til centeret, får de en helbredsundersøgelse af uddannede Røde Kors sygeplejersker. De vurderer, om der er brug for at henvise til læge, psykolog eller anden nødvendig behandling.

  • Skole for børn og unge
    Børn og unge i alderen 6-16 år går i skole. De har, som andre skolebørn, brug for at lære noget nyt og blive værdsat. Det giver mod på fremtiden, hvad end den bringer.

    Undervisningssproget er dansk, og timeantallet er det samme som i folkeskolen, ligesom der også undervises i folkeskolens fag: Dansk, matematik, engelsk, natur/teknik, hjemkundskab, musik, idræt, billedkunst og modersmål.

    Børn og unge på Center Gribskov går i Røde Kors skole i Lynge. De bliver kørt dertil i bus.

  • Outlet
    Ved ankomsten får asylansøgerne udleveret hygiejneartikler og tøj, hvis de har behov for det. Outletten drives af frivillige og har åbent to gange om ugen.

  • Fritidstilbud
    Centerets børn og unge har forskellige muligheder for at dyrke motion, for eksempel fitness og fodbold. Frivillige kommer ofte og laver forskellige aktiviteter med de unge. Nogle gange bliver de inviteret med på oplevelser uden for centret, for eksempel til en forestilling på Det Kongelige Teater eller til en fodboldkamp i Parken.

  • Mad og husholdning
    Asylansøgerne spiser i en fælles kantine, hvor der bydes på mad tre gange om dagen.

Bliv frivillig på et asylcenter