Center Børkop

Center Børkop er et opholdscenter placeret centralt i Børkop, nær Vejle. På centeret, der er et familiecenter, bor både par med og uden børn. Røde Kors personalets hovedopgave er at skabe gode rammer for en meningsfuld og indholdsrig hverdag, mens beboerne venter på svar i deres asylsag.

Antal beboere: 71 | Nationaliteter: 14| Frivillige: 19

- Tal senest opdateret 11. maj 2017

Centeret hører under Center Jelling, men tilbyder meget af det, der skal til for at få en almindelig, aktiv hverdag til at fungere.

For eksempel er der på Center Børkop jobcenter, børnehave, skole for de yngste elever og fritidsklub.

Hverdagen på centret 

  • Boliger
    På Center Børkop er der 28 værelser med plads til 2-4 personer. Værelserne har adgang til fælles toiletter, bad og køkken. Beboerne står selv for alt det praktiske med at købe ind i det lokale supermarked, lave mad og gøre rent. Det hører med til en almindelig hverdag.

    Beboerne har adgang til et fælles vaskeri på centret.

  • Sundhedsklinik
    Beboerne på center Børkop tager bussen til sundhedsklinikken på Center Jelling, når de har brug for hjælp med helbredsmæssige problemer.

    På center Jelling får asylansøgerne hjælp af Røde Kors sygeplejersker og sundhedsplejersker. Til klinikken er der også tilknyttet læger og psykologer. Personalet vurderer, om det er nødvendigt med henvisning til speciallæge.

    En Røde Kors sundhedsplejerske kommer på besøg på center Børkop ca. én gang om ugen, og fortager høretest, screening og vejning af de helt små børn på centeret.

  • Børnehave
    Børn fra tre til fem år går i børnehave i Røde Kors børnehaven på centret.

    For familier i asylsystemet er det vigtigt, at der er et trygt og rart sted, hvor børnene kan lege og have det godt, sådan at forældrene med sindsro kan deltage i undervisning, være i praktik eller gå til de nødvendige samtaler med myndighederne.

    Børnehaverne er indrettet som alle andre børnehaver med rare møbler i børnestørrelse og tegninger på væggene. Det har især børn på asylcentre brug for efter en tid med stor uforudsigelighed og ofte barske oplevelser.

    Børnehaven har åben alle hverdage fra kl. 9 - 14.

  • Skole for børn og unge
    På centeret undervises børn i alderen 6-10 år i Røde Kors skolen.

    Undervisningssproget er dansk og fagene er de samme som i folkeskolen.
    Børn mellem 10 -18 år går i Røde Kors skolen på center Jelling.
    De 18 – 22 årige går også i skole på Center Jelling – en særlig ungeskole.

  • Voksenundervisning og praktik
    Center Børkop har voksenundervisning tre- fire gange om ugen. Her undervises blandt andet i dansk, hvilke regler der gælder i Danmark, hvordan landet fungerer osv. Jobcenteret holder til på asylcentret i Jelling, men holder åbent én gang om ugen på Center Børkop.

    Beboerne har mulighed for at komme i praktik hos lokale arbejdsgivere.

    Kombinationen af ekstern praktik kombineret med målrettet dansk betyder bedre chancer for at kunne forsørge sig selv. En kæmpe gevinst, både for asylansøgerne og for alle andre.

  • Fritidstilbud
    På Centeret er der klub hver eftermiddag, når skoledagen er overstået.

    Klubben tager på gåture i nærmiljøet. De går også ud og handler eller tager bussen lidt længere væk.

    Et par gange om ugen er der ture for alle interesserede på centret f.eks en tur til stranden, en tur til Bazar Vest eller en tur til Vejle by.

    Hver søndag er der søndagscafé, hvor der blandt andet bliver strikket syet og spillet spil.

    På asylcentret findes en tøjshop, hvor beboerne for små beløb kan købe tøj og legetøj, en søndagscafé hvor der bliver strikket, syet og spillet spil. Der er også computerrum og lektiehjælp.
    Flere af beboerne spiller desuden fodbold i Gauslund Boldklub, eller deltager i kvindegymnastik en gang ugentligt i Børkop, ligesom det lokale bibliotek har et åbent værksted med tegning og maling som også bliver brugt af centrets beboere.

     Bliv frivillig på et asylcenter