LÆGENS DAGBOG – Fra nødhjælpsskibet ’The Responder’ i Middelhavet

53-årige Christian Jensen har til dagligt egen praksis i Præstø. Men fra den 21. september og en måned frem var han ombord som læge på nødhjælpsskibet ’The Responder’, som Røde Kors er med til at drive. Christian stod for at sundhedsscreene og behandle alle, der blev reddet op af havet.Fotograf Nick Romaniuk 3
 
 

Dagbog fra en dag på nødhjælpsskibet i Middelhavet:

Den 2. oktober 2016 

04.45
Jeg bliver vækket af min walkie-talkie. To både er observeret på radaren. Jeg er oppe og klar i løbet af to minutter. Det er buldermørkt, men skibets projektør har fanget en mindre træbåd med 25 mennesker ombord. Et af skibets redningsbåde sejler hen til træbåden. Alle får redningsveste på, og vi instruerer dem i, hvordan de skal forholde sig, så båden ikke kæntrer, når evakueringen begynder. De er i en rimelig fysisk forfatning, men er kolde og angste. Da de kommer ombord, kigger jeg hurtigt på dem for at danne mig et overblik af deres tilstand.

05.45
Da alle er kommet ombord, bliver de tjekket for helbredsproblemer. Der er hverken tid til eller mulighed for behandling og diagnostik på et niveau, som vi kender det i Danmark. Skibet er snarere en slags ambulance til søs end et hospitalsskib, så vi stabiliserer deres helbredssituation og holder dem varme og tørre, indtil de kommer i havn i Italien. Heldigvis er de fleste raske, selvom de har været undervejs i flere måneder. Mange har skrevet deres navn og kontaktoplysninger bagpå redningsvesten, så pårørende kan underrettes, hvis de drukner og deres lig findes.

07.10
Næste båd spottet. Igen er det en træbåd med omkring 25 personer. Denne gruppe virker mere medtaget og traumatiseret af rejsen. Da båden kommer op på siden af ’The Responder’, bryder flere af dem ud i gråd. En 28-årig mand er blevet separeret fra sin hustru under tummulten ved afrejsen på stranden i Libyen. Han kender ikke hendes skæbne, og han er naturligvis helt ulykkelig.

10.05
En 14 meter lang gummibåd er spottet. Den er fyldt til bristepunktet med 170 personer – heraf tre gravide. Dækket bliver langsomt fyldt op med en forkommen skare af mennesker, hvis seneste måneder har været et helvede. Både mænd og kvinder fortæller om de slavelignende forhold, de har levet under i Libyen, og mange fremviser sår og mærker efter slag. Én fortæller mig, at han manglede halvdelen af de 1000 euro til billetten. Han blev derfor anbragt i et hus i tre måneder og tvunget til at udføre huslige pligter. Han blev jævnligt tævet med træstave. Kvinderne vil helst ikke uddybe, hvad de har været udsat for, men det kræver ikke den store fantasi at forestille sig, hvad de har været igennem. Da alle er blevet undersøgt, falder de hurtigt i søvn på dækket. En tryg søvn uden risiko for overgreb – måske for første gang i flere måneder.

11.10
En kvinde har trådt på noget skarpt i gummibåden og pådraget sig et dybt sår under foden, så hun må sys. Jeg har nål og tråd, men ikke de instrumenter vi vanligvis benytter herhjemme, så det må klares med de behandskede hænder i søgang.

15.30
Det britiske krigsskib HMS Enterprise har samlet 49 mennesker op, som de beder os tage med til Sicilien. Krigsskibet indgår i bevogtningen af EU´s ydre grænse og fungerer som opsamlingssted, hvis de ser personer i havsnød. En efter en hiver vi dem over på ’The Responder’. Det viser sig, at hustruen til den mand, vi tog ombord tidligere på dagen, er iblandt, og ægteparret bliver genforenet mod helt usandsynlige odds.

21.40
De italienske myndigheder har bedt os tage en gruppe med, som befinder sig på en slæbebåd. I mørke skal de to skibe på hver 50 meter ligge side om side. En ikke ufarlig manøvre, men kaptajnen klarer det med en præcision, som var det en månelanding. Nu er dækket fyldt med mennesker. Den netop opsamlede gruppe fortæller, at de har været på havet i mere end to døgn. De er stærkt prægede af at have været til søs under elendige forhold. Mange har drukket havvand, fordi de libyske menneskehandlere kun har udstyret dem med en halv liter vand hver. Alle ombord har nu fået drikkevand, kiks og et termotæppe. De kommende timer bruger jeg på at gennemgå de sygdomstilfælde, som helbredsscreeningen har fundet. Flere lider af luftvejsinfektioner eller åndedrætsbesvær efter inhalation af benzindampe på de gamle både. Det er også tilfælde af malaria, inficerede sår eller skader efter slag og andre overgreb. Jeg behandler, så godt, jeg kan med den begrænsende mængde medicin, jeg har om bord. Og så yder vi psykisk førstehjælp til de, som er klar til at fortælle om deres pinsler og strabadser.

03.30
Det er midt om natten, før jeg kan finde køjen, og jeg falder straks i søvn. Jeg er på tilkald døgnet rundt, så jeg sover med en walkie-talkie ved siden af hovedpuden. Min næste vagt starter klokken 08.00. Som sundhedsdelegat hos Røde Kors indgår jeg i en pulje af læger og sygeplejersker, som med ganske kort varsel kan udsendes til katastrofer. Arbejdsvilkårene er ikke glamourøse, men at hjælpe mennesker, som af den ene eller anden årsag ikke har mere at miste og være med til at give dem deres værdighed tilbage, er en kæmpe tilfredsstillelse – både rent fagligt og som menneske. Det er selve DNA-et i medmenneskelighed og sætter mit daglige og mere forudsigelig arbejde hjemme i Præstø i perspektiv.