Studiestart: Hent inspiration til din bolig i genbrugsbutikker

Studiestart betyder for mange studerende ny bolig og derfor indkøb af møbler og køkkenudstyr. Få tips og tricks fra andre studerende til en personlig stil på SU.Red 2 - Beskåret Ny (1)

Taus Christiansen er 26 år, læser historie på 8. semester på Københavns Universitet og så elsker han at blive inspireret af genbrug. Taus er oprindeligt fra Århus, men bor i dag i København på et 11 kvm kollegieværelse, der er indrettet med både nyt, arvet og genbrug. Vi har mødt ham i vores Røde Kors Butik på Fælledvej i København.

Hvorfor kan du godt lide genbrug?

Jeg kan godt lide at lade mig inspirere, man ved aldrig helt, hvad man falder over. For eksempel den her lille sofa, hvem ville hjemmefra sige de ledte efter sådan et storblomstret møbel med små buttede ben? Men hvis du er på udkig efter en to-personers sofa, så er det måske den, der passer i dit hjem. Det er et spørgsmål om at lade sig inspirere. Og så er det bæredygtigt. Ikke, at det er forbudt at købe nye møbler eller noget andet til hjemmet, men hvis jeg ligeså godt kan købe det brugt, jamen så gør jeg det, så alt ikke skal produceres på ny, og der skal gå en masse ressourcer til det.

Hvordan vil du beskrive din stil?

Funktionel, æstetisk og stemningsfuld. Jeg har både noget genbrug, en hel del arvestykker, og så har jeg også noget nyt. Mit skrivebord er et eksempel på et møbel, der bare er et sammensurium af både nyt og gammelt. Jeg fandt et stel til storskrald, men der var ikke nogen bordplade på, så jeg har lavet en plade i plexiglas og monteret. Det har kostet mig 100 kr.

Hvor ofte går du i genbrugsbutikker?

Cirka én gang om måneden. Butikken hér på fælledvej ligger lige på min vej mellem kollegiet og studiet på Amager. Så nogle gange tager jeg lige en detour forbi på vej hjem fra studiet, sonderer terrænet og ser om der er kommet noget nyt til. Jeg har en liste over nogle ting, jeg godt kunne tænke mig at finde og købe. Det er ikke noget, der haster, men så ved jeg lidt, hvad jeg går og kigger efter.

Hvad er dit bedste genbrugsfund?

Min sofa, som jeg fandt i kollegiets genbrugsstation, fordi den passer perfekt på mit værelse og var gratis. Den ligner lidt en gammel kiste. Den er mørk og så har den løftehåndtag på siderne, som en gammel kiste ville have. Den er betrukket med groft stof, der er sat fast med store bronzenitter. Stoffet er stribet med lysegrøn, mørkegrøn, armygrøn og brun i forskellig bredde og lidt beige. Jeg havde en lænestol tidligere. Men så fandt jeg sofaen. Den er et mere kompakt møbel og passer bedre ind i rummet.

Hvad er du på udkig efter i dag?

Jeg er snapse-entusiast, så jeg er altid på udkig efter forskellige karafler, som kan bruges til at opbevare en snaps. Jeg synes ofte, man kan finde karafler fra Holmegård og i krystal, som er meget dyre, men her i genbrug kan man bare nogengange være heldig. Nu den her glaskaraffel med korkprop, som jeg har fundet her på hylden til 25 kroner, det kunne godt være sådan en, som jeg tog med hjem. Og så leder jeg efter en lille espressokande til to-tre kop til min kaffedrikning derhjemme.

Hvad er dit bedste tip til andre på genbrugsjagt?

Du skal gøre dig klart, hvad du er på udkig efter. Der er så mange ting i genbrugsbutikkerne, at du ikke kan gå og tage stilling til det hele, men hvis du ved, at det er de her tre-fem ting, som du mangler, så kan du gå lidt mere målrettet ind i butikken.

Taus købte et stort indrammet blomsterbroderi til 150 kroner, en espressokande til 75 kroner og en karaffel i glas med korkprop til 25 kroner.

Find en genbrugsbutik nær dig