Sundhedsklinik hjælper syriske flygtninge

Wadad Nehme har travlt – hun er sygeplejerske i Libanesisk Røde Kors og kører ud med en af Røde Kors’ seks rullende sundhedsklinikker i Libanon for at behandle syggøre, syriske flygtninge.
 
 

Af Anne Skovgaard d. 6. maj 2015 - Foto: Anne Skovgaard

Dit tøj hjælper syriske ofre


Sundhedsklinikken er et eksempel på, hvordan pengene fra salget af genbrugstøj i Danmark kan omsættes til direkte hjælp til ofre for krige og katastrofer.

Her kan du aflevere dit tøj

I dag holder bilen ved en fugtig, uisoleret 7-etagers betonsilo bygning nord for Tripoli. Den har i godt halvandet år huset over 300 primært børn og kvinder, som er flygtet fra kampene i Homs.

Der bliver hurtigt kø ved bilen af mødre med små og lidt større børn.

”Se 10-årige Anam her, hun har udviklet eksem på hænder og fødder. Det er meget typisk, når man ikke kan blive ordentligt vasket, kun har plasticsandaler og intet skiftetøj. Dertil kommer, at børnene leger i murbrokker og jordbunker”

- fortæller Wadad, mens hun finder noget eksemsalve frem til pigen.

2000 får hjælp hver måned af sundhedsklinikken

Problemer med vejrtrækningen og brandsår fra de små varmeovne i rummene er andre typiske skader, Wadad udleverer medicin for.

Sammen med en læge, en jordemor og socialarbejder tilser hun op mod 100 flygtninge fra højhuset hver uge. Sundhedsbilen kører også rundt til en lang række andre bebyggelser, hvor der bor flygtninge, og hjælper hver måned ca. 2000 mennesker.

”Hvis vi er forsinket spørger de, hvor vi bliver af, for der er ikke andre der hjælper dem”

-  siger Wadad.

Lige nu er omkring 53 millioner mennesker på flugt rundt om i verden. Alene Libanon har modtaget mindst 1,2 mio. flygtninge fra Syrien, som oftest lever i dybeste fattigdom under barske livsbetingelser.  

Wadad har ingen pauser de 3-4 timer, bilen holder ved højhuset, men det betyder ikke noget for hende:

”Jeg elsker mit arbejde, for jeg kan se, hvor meget flygtningene har brug for vores hjælp”

- siger Wadad.

Hvis du vil hjælpe os til at støtte Wadad med hendes vigtige arbejde er det meget enkelt – tøm dit klædeskab: Se hvor du kan aflevere dit tøj