Frivilligt arbejde giver mig en god følelse i maven!

20-årige Marie fra Hørsholm har en travl hverdag fyldt med arbejde, fritidsinteresser og venner. Men når det bliver ferietid, er hun klar som frivillig på Røde Kors’ familiecamp.Marie Nørgaard Møller
 
 

Af Louise Liv Mikkelsen

"Det er så sindssygt givende både for mig selv, forældrene og børnene på campen. Jeg bliver virkelig udfordret på mine egne normer og tanker om verden, imens jeg er med til at give dem et tiltrængt break fra hverdagen. Det er sådan en god følelse at gå hjem med!” fortæller Marie.

To til tre gange om året hiver Røde Kors en uge ud af kalenderen hos familier i en udsat position og inviterer dem med på familiecamp. En uges camp hvor der både er fokus på sjove oplevelser, og undervisning i hvordan hverdagslivet kan blive lettere for familien. En slags højskole for familier om familielivet, hvor forældre og børn blandt andet lærer nye måder at løse konflikter på og øver sig i at blive bedre til at lytte til hinanden.

 

Et stort og spændende ansvar

For at få sådan en familiecamp op at stå og give familierne den bedst mulige oplevelse, kræver det et helt hold af frivillige. Frivillige med gå-på-mod som godt ved, at det kræver alles indsats for at lave en god camp. Marie beskriver det som et stort ansvar, men også som et ansvar, der gør det spændende og udfordrende at være med.

Som aktivitetsfrivillig er det Marie, der i fællesskab med andre frivillige træffer beslutninger som: Skal der bygges sæbekassebiler og køres ræs? Hvor skal ugens udflugt gå hen i landet? Og hvilke aktiviteter passer egentlig bedst til hvilke børn?

”Noget af dét, der gør mig allermest glad, er at se, hvordan nogle af børnene er meget generte og tilbageholdne i starten, men i løbet af ugen kaster sig ud i alle aktiviteterne og knytter sig til os og de andre børn. Og derefter vil de oftest slet ikke hjem.”, forklarer Marie, og forsætter ”Det er den bedste udvikling, vi kan være med til at skabe på sådan en uge.”

Der deltager omtrent 20 frivillige og cirka samme antal familier på en familiecamp. Det er meget forskelligt, hvor mange børn den enkelte familie har med, hvor gamle de er, og hvilke behov de har. Af samme grund er det vigtigt, at alle frivillige briefes og guides grundigt inden en camp, så de er trygge ved at tage af sted og være ansvarlige for så mange mennesker en hel uge.

 

Sammenhold på tværs af alt

”Jeg er ofte den yngste”, siger Marie og griner, imens hun forklarer, at det ikke betyder noget, at de andre frivillige er ældre end hende selv.

”Vi er der af samme grund alle os frivillige – vi vil bare gerne gøre en forskel for familierne. Dét har vi tilfælles, og det er egentlig det eneste, der er vigtigt.” slår Marie fast.

Familiecampen skal ikke blot være en god oplevelse for familierne, men også for de mange frivillige, som er drivkraften bag, at det hele overhovedet kan lade sig gøre. De mødes derfor på en planlægningsweekend inden campen – både for at få teoretiske redskaber, planlægge og for at lære hinanden at kende.

Fællesskabet blandt de frivillige er vigtigt at få etableret, og Marie lægger også vægt på, at det er én af de rigtige fede ting ved familiecampen. Det gør campen sjovere, at man kender hinanden, og den glæde smitter af på familierne.

 

Der skal være tid til det hele

Marie har tidligere lavet frivilligt arbejde i forskellige sammenhænge, og hun har aldrig været i tvivl om, at det er noget, hun gerne ville gøre igen. Især arbejdet med børn og følelsen af at gøre en forskel for dem tiltrækker hende. Men når hverdagen er travl, kan det være svært at få presset frivilligt arbejde ind mellem de andre aftaler – uanset hvor meget man gerne vil det.

”Familiecampen er en fed måde for mig at være frivillig på. Det har ikke lagt ekstra pres på min hverdag med gymnasie og arbejde, fordi campen finder sted i perioder, hvor jeg alligevel har ferie. Og jeg kan altid springe en gang over, hvis jeg selv skal på ferie, eller ikke føler jeg har tid. Men jeg glæder mig nu meget til at komme afsted igen.” afslutter Marie.

Fakta om familiecamps  (evt. kan nedenstående være indrammet i en boks – dog skal nederste linie fremgå tydeligt – da det er pointen med artiklen)

 

  • Formålet med familiecamps er at give familierne et boost, så de er bedre rustet til at tackle hverdagens udfordringer.

 

  • Familierne lærer at løse konflikter og styrke børns selvværd, samtidigt med at de får nye ideer til at tale bedre sammen i familien. Der er også fokus på at styrke samværet og møde nye venner. 

 

  • Inspirationen kommer fra dansk højskoletradition hvor der både er plads til sjov, oplevelser og læring gennem aktiviteter og undervisning.

 

  • I 2015 deltog ca. 150 forældre og børn på en af de to afholdte camps, og I år afholdes der tre camps.

 

  • Projektet er støttet af Velux Fonden siden 2014.