Hvorfor er genbrug af tøj en god idé?

Der er rigtig mange gode grunde til at vælge genbrugstøj frem for nyt tøj fra kædebutikker. Uanset om, du gerne vil skille dig ud fra mængden i et anderledes outfit, eller du vil spare penge på dit tøjbudget, er genbrugsshopping en god idé. Her er nogle af de bedste grunde til, at du skal lægge vejen forbi en butik med brugt tøj, næste gang du shopper!
 
 

Af Sarah Louise Lassen

Find din unikke stil med tøj fra genbrug

Brugt tøj har mange fordele frem for nyt tøj fra kædebutikker. Tøjet giver dig mulighed for at skabe en individuel og unik stil, der passer til din personlighed. Til forskel fra de nye varer fra kædebutikker, som bliver produceret i mange eksemplarer og sælges over hele landet, er genbrugstøj ofte one-of-a-kind.  Du får altså mulighed for at skille dig ud fra mængden i et helt anderledes outfit end det gængse. Men mindre kan også gøre det: du kan fx. mikse dit nyeste genbrugsfund med dine yndlingsbrands og på den måde få et helt unikt image.

Genbrug og tøj = skattejagt!

At købe genbrug er en skattejagt uden lige, hver gang man træder ind i en genbrugsbutik fuld af farverige regnfrakker, brudekjoler og T-shirts i alle afskygninger. Det er aldrig det samme tøj genbrugsbutikkerne har, og butikkerne er ikke domineret af sæsonens mode.  Du bliver altså ikke påduttet en bestemt stil, men har alle muligheder for at vælge de farver og snit, du selv kan lide. Dine fund bliver til personlige jagttrofæer, som viser andre, hvor god en skattejæger du er.

Spar penge på genbrugstøj

Der er rigtig mange penge at spare ved at shoppe genbrug. Selvom genbrugsbutikkerne sælger både retro og vintagetøj, sælger de også meget nyt tøj. Tøjet i Røde Kors genbrugsbutikker er rent og hverken slidt eller nusset. Derfor kan kvaliteten ofte måle sig med nyt tøj, men prisen er lavere.  Det er derfor altid værd at lægge vejen forbi den lokale genbrugsbutik, inden du måske beslutter dig for at købe nyt.

Vær med til at skåne miljøet 

Danmark er det land i Norden, som forbruger mest tøj pr indbygger. Kun 3 procent af vores totale tøj- og tekstilforbrug bliver genbrugt. Det er et spild af verden fælles ressourcer.  Når du køber genbrug, sparer du verden for miljøbelastende produktion af nyt tøj. Vil du selv gerne donere tøj til Røde Kors, kan du aflevere det i en af vores flere end 235 Røde Kors butikker eller i en af vores 1500 containere rundt om i landet.

Se her, hvor der er en tøjcontainer nærmest dig

Støt et godt formål når du shopper

I Røde Kors butikkerne går indtægterne fra salget af brugt tøj til hjælpearbejde i Danmark og til nødhjælpsarbejde ude i verden. Når du afleverer dit gamle tøj til Røde Kors i stedet for at smide det ud, støtter du en rigtig god sag. Tøj, der ikke kan bruges til beklædning, sælger vi til tekstilfibre, der bliver til nyt tøj, nye tæpper eller klude.

  • For værdien af en sæk blandet genbrugstøj på ca. 10 kg kan Røde Kors fx købe mad i mere end en måned til to børn – eller give dem to varme tæpper.
  • For værdien af tre bæreposer blandet tøj kan Røde Kors købe mad til en hel familie på fem i to uger.
  • For værdien af 8 stykker genbrugs tøj, som sælges i Røde Kors’ butikker, kan vi fx give 6 tæpper til en familie på flugt.
  • For værdien af tre bæreposer med tøj kan Røde Kors sikre besøg og kontakt i 6 uger til en, der er ensom og isoleret her i Danmark.

Læs mere om, hvordan dit brugte tøj bliver til nødhjælp

Genbrug og tøjstørrelser: prøv dig frem 

Og lige et godt tip her til sidst: Husk når du shopper genbrug, at du kan se stort på tøjstørrelser, da tøjet kan være fra en anden tid, med andre mål, størrelser og idealer. Eller tøjet kan være fra udlandet, hvor tøjstørrelserne er anderledes end de danske.  Endelig kan tøjet have tilpasset sig sin tidligere ejers former. Derfor er tøjstørrelserne vejledende, så prøv dig frem.

Find os overalt

Der er næsten altid en Røde Kors butik i nærheden. Røde Kors har flere end 235 butikker fordelt over hele landet, og vi er den største genbrugskæde i Danmark. Så kig forbi en af vores mange butikker, og find en skat, og gør et kup.  

Søg på kortet, og find en Røde Kors butik nær dig

Danmarkskort hentesgoogle kort hentes