Jeg hedder Charlotte, og jeg er ensom

Jeg er 51 år gammel, hedder Charlotte Bohl, og vil gerne bryde et tabu. Derfor har jeg skrevet en dagbog om min hverdag som ensom. Jeg har boet en del år i England, og da jeg flyttede tilbage til Danmark, bosatte jeg mig i Brovst.

Fortalt af Charlotte Bohl til Lene Vendelboe. Redigering Troels Donnerborg. Foto: Charlotte Bohl

Kl. 06:30 

Jeg vågner altid tidligt – ofte omkring klokken seks. Jeg har ikke noget at stå op til, men jeg går alligevel altid lige ud og laver en kop kaffe, som jeg sætter mig ind i sengen med. Her tager jeg min computer og begynder at kigge på Facebook. Jeg deltager i alle mulige debatter. Mange af dem er helt ligegyldige, men jeg har ikke andet at tage mig til. Det går formiddagen som regel med.

Kl. 11:00

Nu har jeg klaret opvasken. Jeg går ud til min cykel og cykler de 3,5 kilometer ind til Brovst. Jeg skal ind og handle. Jeg har besluttet mig for at forsøge at købe mad uden tilsat sukker. Jeg køber broccoli, brie, champignoner, pomelo, bacon og gær. Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til dem, der køber ind til noget hyggeligt – hvor ville det være dejligt, hvis det var mig, der blev overrasket med røde bøffer og rødvin. Efter indkøb og frokost lægger jeg mig til at læse. Jeg ved, at det sikkert vil ende med, at jeg falder i søvn. Ikke fordi jeg er træt, men mere fordi jeg er træt af det.

Kl. 15:00

Jeg vågner fra min eftermiddagslur. Jeg har sovet i et par timer. At sove så meget midt på dagen gør en sløv. Jeg lægger bogen væk. Faktisk læser jeg alt for meget – cirka fire-fem bøger om ugen. Noget skal tiden jo gå med. Jeg læser alt muligt. Både krimier, biografier, historiske bøger og romaner. For tiden læser jeg ”Den hundredårige”. Den er meget sjov, men jeg burde selvfølgelig lave noget andet end bare at sidde herhjemme, men jeg kender ikke rigtig nogen, selvom jeg har boet her i seks år. Oprindeligt flyttede jeg til Nordjylland, fordi jeg efter min skilsmisse bare skulle have et billigt sted at bo. Desuden bor min forældre og bror ret tæt på, så jeg tænkte dengang, at vi så ville få en del med hinanden at gøre, men det er meget lidt. Det er lidt underligt. Jeg har nævnt det over for dem, men de virker ikke interesserede i at se mig mere. Jeg tænker nogen gange på, om det er mig, der er noget galt med? Jeg ser jo heller ikke nogen fra mit gamle arbejde. Måske kunne de bare ikke lide mig som menneske? Jeg synes jo egentlig selv, at jeg er et godt menneske. Men det har bare været rigtig svært at komme ind under huden på de her nordjyder og finde nogen med de samme interesser som mig. Jeg har forsøgt at lave en bogklub og en strikkeklub, men der har ikke været nogen, der var interesserede i at være med.

Kl. 16:30 

Jeg kigger rundt i stuen. En af de ting, der får mig til at føle mig ensom er, at alting ligger præcis, som jeg efterlod det. Det sker aldrig noget nyt eller uventet. Jeg går i gang med at male. Det er et abstrakt maleri. Det er det meste af det, jeg maler. Jeg synes, at det er sjovt at male, men jeg gør det også for slå tiden ihjel.

Kl. 17 

Nu ringer alarmen på min telefon. Det gør den hver dag klokken 17. Der har min datter nemlig fri. Hun bor på Amager i København, men det er jo så langt væk, så vi ses ikke så tit. Jeg ringer i stedet til hende hver dag. Jeg tror, at hun indimellem synes, at det er et irritationsmoment. Det siger hun godt nok, det ikke er. Det ville selvfølgelig være godt, at jeg ikke var så afhængig at det daglige opkald, men de er min livline. Nogle dage er hun det eneste menneske, jeg taler med.

Kl. 18 

Nu er det spisetid. Jeg kan egentlig godt lide at lave mad, men hvem gider stå og lege fransk kok, når man bare skal lave mad til sig selv? Derfor bliver det ni ud to dage til rugbrødsmadder. Jeg spiser foran fjernsynet. Når jeg er færdig med at spise, finder jeg mit strikketøj frem. For tiden er jeg vild med at strikke huer. Jeg har strikket ni huer, men jeg ved Gud ikke, hvem der skal have dem?

Kl. 19 

Jeg ser meget fjernsyn. Jeg ser alt muligt. Det meste er meningsløst. Jeg tænker på, at jeg på lørdag måske kommer til at møde nogle søde mennesker. Jeg har nemlig meldt mig som frivillig i Greenpeace, og de vil invitere til et informationsmøde i Aalborg. Det glæder jeg mig til. Jeg kommer sjældent til Aalborg. Det er nemlig ret dyrt – 120 kr. for en returbillet med bussen. Men på lørdag har jeg endelig en mulighed for at møde nogle mennesker. Det glæder jeg mig til. Her har jeg endelig en mulighed for at møde nogle mennesker. For det meste er jeg jo kun sammen med mennesker et par gange om ugen, når jeg er ude at købe ind.

Kl. 21:30 

Jeg gør mig klar til at gå i seng. Jeg går altid tidligt i seng. Der er jo ikke andet at lave. Jeg læser en times tid. Nu er endnu en dag gået. Godnat.

Efterskrift:

Jeg har allerede fået mange reaktioner på min dagbog, der blev bragt første gang i Røde Kors-magasinet. Der var ret mange, der syntes, jeg var modig, og det at stå frem har betydet, at jeg har fået taget emnet op med mine veninder, der bor ret langt væk. Der blev åbnet op for nogle snakke, som vi aldrig rigtigt har haft før. Nogle af dem sagde: "Du taler da ellers altid så meget". Men det er jo bare ikke det, det handler om. Det er dejligt, at de nu har opdaget det. De ringer oftere end før og kommer også over for at besøge mig. Jeg har også fået en enkelt anden henvendelse på Facebook fra en, der havde det på samme måde, og jeg synes det er vigtigt, at nogen tør tale om det at være ensom.