Tak for din interesse i at blive repræsentant for en ung, der er flygtet alene.

Her kan du læse mere om opgaven som repræsentant. Du har også modtaget denne information på mail og du vil indenfor nogle få dage få mere information så du kan komme i gang som repræsentant.

Der kommer hvert år børn og unge til Danmark, der er flygtet alene. Mange kommer fra Afghanistan, Eritrea, Syrien og Somalia og er typisk i alderen 15 - 17 år, i nogle tilfælde yngre De bor på børnecentre forskellige steder i landet, der enten er drevet af en kommune eller af Røde Kors.

Som repræsentant støtter du den unge under behandlingen af asylsagen. Asylsystemet kan være en stor mundfuld og det at have en voksen med til samtalerne er en uvurderlig støtte. Du gør en forskel ved at forklare, hvad der skal ske og gengive beslutninger i et sprog, den unge kan forstå. En væsentlig del af rollen er derfor at være tilstede under de møder, den unge har med myndighederne.     

I løbet af asylsagsbehandlingen skal den unge deltage i 1-3 møder, som finder sted i Udlændingestyrelsen, (Allerød) eller i København. Som frivillig vil du få refunderet de udgifter, som du har i forbindelse med møderne.   

Den sociale del af rollen som repræsentant er mindst lige så vigtig. Selve asylprocessen kan være uoverskuelig at komme igennem, og tiden kan virke meget lang, mens de venter på svar på opholdstilladelse. Du kan hjælpe barnet igennem den svære tid ved eksempelvis at gå en tur, tage i biografen eller lave mad sammen. På den måde får den unge mulighed for at få andre oplevelser og blive klædt bedre på til at forstå asylsagsprocessen og det danske samfund.

For at blive repræsentant er det vigtigste, at du har lyst og mod på opgaven og er mindst 25 år. De unge har brug for at kunne stole på dig voksen, derfor er det vigtigt, at du overholder dine aftaler og er stabil. Vær opmærksom på, at vi i forbindelse med opgaven, vil indhente børne- og straffeattest. 

Det videre forløb

I løbet af nogle dage vil du modtage en mail med et link til et e-kursus. E-kurset er en introduktion til opgaven som repræsentant. Når du har gennemført e-kurset, kommer du til en samtale med en af vores frivillige aktivitetsledere, hvor du har mulighed for at få svar på eventuelle spørgsmål.

Du skal have stor tak for, at du har lyst til at gøre en forskel som frivillig repræsentant i Røde Kors

Har du nogle spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os på nedenstående mail.

Med venlig hilsen

Lone, Ida og Chamila.

Repræsentantkontoret, Røde Kors Asyl.

Mail: frivilligrep@redcross.dk   

 

Røde Kors

Sandholmgårdsvej 40

3460 Birkerød

rødekors.dk