Bliv frivillig i Værket – netværk for ensomme voksne
Værket er et tilbud til voksne midt i livet, som føler sig ensomme. Knap 100.000 danskere mellem 30-60 år oplever ensomhed i en grad, at deres helbred tager skade. Værket er et socialt fællesskab, hvor deltagerne har mulighed for at styrke deres evne til at indgå i og fastholde nære relationer.
Hvad skal jeg lave?
Sammen med 3-4 andre frivillige bliver du ansvarlig for en netværksgruppe for voksne, der ønsker at bryde deres ensomhed. Du og de andre frivillige står for at planlægge hyggelige aktiviteter og igangsætte øvelser, der styrker de sociale kompetencer og giver redskaber til at håndtere ensomheden.
Hvad får jeg ud af det?
Du gør en forskel ved at skabe netværk og livskvalitet for deltagerne i Værket. Du får mulighed for kompetenceudvikling gennem kurser og erfaringsmøder med andre frivillige og bliver en del af et større netværk frivillige i Røde Kors.
Hvor lang tid tager det?
Grupperne mødes 2-3 timer hver eller hver anden uge. Dertil kommer planlægning sammen med de andre frivillige. Du aftaler nærmere med din aktivitetsleder, hvor meget tid, du har at bidrage med.