Fokusområder i Barnelandet

Røde Kors' fadderskabsprojekt, Barnelandet, hjælper forældreløse og sårbare børn i Malawi til et liv med en bedre fremtid. Her er 800.000 børn forældreløse - de har enten mistet en eller begge forældre og lever i dyb fattigdom.

Af Ingrid Falkenham - 15.12.2011, 13:25

Vi samarbejder tæt med Røde Kors i Malawi. Vores indsats er koncentreret om to distrikter i omkring 40 landsbyer. Her bor cirka 8000 familier.

Etablering og drift af børnecentre
Her får børn mellem 3 og 5 år førskoleundervisning. De har også tid til at lege, og de får vigtig omsorg og opmærksomhed fra voksne.

I centrene har børnene adgang til rent drikkevand og ordentlige sanitære forhold.

Børnenes skolegang
Barnelandet køber skoleuniformer, sko, bøger, mad m.m. til børnene (børnenes skolepenge de første 8 år er betalt af staten).

Barnelandet vil også støtte, at særligt piger får mulighed for at færdiggøre deres skolegang. I dag er det nemlig ganske få piger, der har denne mulighed, da de ofte bliver gift ganske unge og derfor går ud af skolen.

Denne del af Barnelandet vil blive udviklet i løbet af 2012.

Familier uden voksne
Mange børn fungerer i dagligdagen som voksne. Selv om de måske kun er 12 år, så er det dem, der sørger for mad, lektielæsning og andet praktisk for deres mindre søskende.

Andre familier består af en gammel bedstemor eller bedstefar, som ofte tager sig af rigtig mange børnebørn.

Begge typer af familier har brug for praktisk hjælp i form af mad, mens især børnefamilierne har brug for voksenomsorg.

Bliv fadder