Barnelandet er i fuld sving
Barnelandet er flyttet til Malawi fra slutningen af 2011. Første skridt har været at sikre rent vand på en række børnecentre. Vores hjælpearbejder i landet, Niels Lauritsen, giver her en status på, hvordan projektet skrider frem.
1. Hvor mange vandpumper har vi opført?
Vi har allerede opført fem vandpumper. På billedet kan man se, hvordan pumperne ser ud.
2. Hvordan kan de være, at vi har valgt netop at opføre vandpumper?
Malawi er hårdt plaget af vandbårne sygdomme som fx diarré og dysenteri. Når børnene kommer til vores børnecentre, skal forældrene være trygge ved at sende dem derhen. Derfor har vi etableret nye vandpumper på de centre, hvor faciliteterne ikke var gode.
3. Hvor mange får glæde af det rene vand?
I gennemsnittet vil 500-600 mennesker fremover kunne tappe rent vand fra hver af de nye vandpumper.
4. Er det kun børnene, der får adgang til den rene vand?
Nej, de mennesker, der bor tæt ved vandpumperne, bruger dem selvfølgelig også. På den måde hjælper vi hele lokalsamfundet og ikke kun børnene. Og det er en vigtig pointe for det drejer sig om at styrke hele lokalsamfundet, for det er dem, der løfter den primære opgave med at hjælpe de forældreløse børn. Barnelandet er en hjælpende hånd.
5. Hvad er næste skridt for Barnelandet i Malawi?
I januar og februar identificerer vi de børn, som skal have hjælp til skolegang. Grundskolen er betalt af staten, og Barnelandet går ind og udvælger de mest trængende børn, som så får støtte til uniformer og bøger mv. Det er et lidt møjsommeligt arbejde, men det er vigtigt, at vi identificerer de helt rigtige forældreløse børn.
Barnelandet vil på sigt støtte ældre elever med skolepenge i de ældre klasser, da det ikke er statsfinansieret. De ældre børn vil blive udvalgt i samråd med de lokale myndigheder og samfundsledere.
