Foto: Røde Kors i Kenya
Tørken i tal
En række lande i det østlige Afrika er lige nu plaget af den værste tørke i 60 år – og millioner er på flugt i jagten på vand og mad. Få en update på situationen her.
Hvem er ramt:
- Flere end 13,3 millioner mennesker i Somalia, Kenya, Etiopien og Djibouti er ramt af den værste tørke i 60 år.
- 4,3 millioner mennesker er berørte af tørken i Kenya - FN har erklæret hungersnød i de ramte områder.
- 4 millioner mennesker er berørte af tørken i Somalia – det er knap halvdelen af landets befolkning.
- Ifølge FN er hvert tredje somaliske barn underernæret - det svarer til 450.000 børn og er den højeste undernæring i verden blandt børn.
- 4,8 millioner mennesker er berørte af tørken i Etiopien.
- 165.000 mennesker er berørte af tørken i Djibouti.
Hvad er konsekvenserne:
- Undernæring blandt børn er et af de helt store problemer. Mange af de børn, som flygter fra Somalia i dag, er underernærede. Det er alvorligt, da det kan skade hele deres opvækst. Vi frygter at tabe en generation på gulvet.
- 1,8 millioner somaliske børn i alderen 5-17 år går ikke længere i skole - Somalia har i alt 2,3 millioner børn.
- Tørken har drevet hundrede af tusindevis af mennesker på flugt – flere og flere flygter hver dag fra Somalia til verdens største flygtningelejr Dadaab i Kenya. I gennemsnit kommer der 1.100 nye flygtninge dagligt til lejren.
- Flere steder er der udbrudt væbnede sammenstød, fordi nomaderne kæmper om adgang til områder, hvor der endnu er lidt vand og græs til deres kvæg.
- De mange mennesker, der er tæt samlet i flygtningelejre, øger risikoen for sygdomme som malaria, kolera, dengue-feber, dysenteri og mæslinger.
Det gør Røde Kors:
- Røde Kors i Danmark har siden første januar 2011 støttet hjælpearbejdet i Østafrika med 49 millioner kroner.
- Røde Kors støtter de mange flygtninge med nødhjælp så som mad, vand og sæbe – og underviser desuden i hygiejne og ernæring samt i at forebygge sygdomme.
- Røde Kors arbejder for at sikre, at befolkningen i de ramte områder bedre kan klare en lignende katastrofe i fremtiden, bl.a. ved at bygge brønde og uddele tørkeresistent såsæd - der er fx uddelt 50 tons såsæd til 25.000 landmænd i Kenya
- Røde Kors uddeler høj-proteintilskud til gravide kvinder, for at forebygge fysiske og psykiske skader hos både mødre og børn - fx har flere end 9.000 kvinder og børn i Somalia fået mad.
- Røde Kors vaccinerer børn mod mæslinger og andre sygdomme - fx er 20.000 somaliske børn blevet vaccineret.
