Indsatsen i Somalia fordobles
Internationalt Røde Kors har fordoblet indsatsen i Somalia, og planlægger nu at give nødhjælp til yderligere en million.
Efter de sidste dages uddeling af nødhjælp til godt 160.000 mennesker i det sydlige og centrale Somalia, og efter FN i går erklærede hungersnød i yderligere tre områder i landet, har Røde Kors besluttet at fordoble indsatsen der.
En fordobling af indsatsen giver mulighed for at give nødhjælp til en million sultende somaliere.
Madsituationen i landet er fortsat meget kritisk efter kornproduktionen stort set er gået i stå, dyrenes græsningsarealer er visnet væk, og meget kvæg er dødt på grund af tørken.
3.000 ton mad uddelt
De sidste dage har Røde Kors uddelt 3.000 ton mad fordelt til 162.000 mennesker i det centrale og sydlige Somalia, så hver familie har nok ris, bønner og olie til en måned.
Røde Kors er en af de eneste humanitære organisationer, der fortsat er aktive i alle provinser i det sydlige og centrale Somalia, og maduddeling til de godt 160.000 er den første i større omfang i området siden starten af året.
FN, der tidligere var nægtet adgang i det sydlige Somalia, er dog for nylig også begyndt at sende nødhjælp i begrænset omfang.
162.000 er en lille del
"Maduddelingen når stadig kun en lille procentdel af dem, der har brug for den. Der skal bruges mere nødhjælp for at få dækket fødevaremanglen hos hele befolkningen indtil den næste høst i december", fortæller Andrea Heath fra Røde Kors i Somalia.
Midt i de tragiske omstændigheder er Andrea Heath glad for, at Røde Kors trods alt kan hjælpe noget: "Operationen demonstrerer Internationalt Røde Kors’ evne til at levere nødhjælp direkte til de berørte i det sydlige Somalia", siger hun. Samtidig er det en meget tung opgave at løfte mere eller mindre alene, og opgaven er langt fra fuldført.
Sikring af fremtiden
Maduddelingen er Internationalt Røde Kors’ løsning på det akutte behov for mad. Derudover er der fortsat en række projekter, der skal hjælpe til, at somalierne i fremtiden skal kunne fortsætte deres liv uden hjælp udefra. "Nødhjælp er den sidste udvej. Lige nu er der et desperat behov for at redde liv, men nødhjælpen løser ikke de underliggende årsager", forklarer Barry Armstrong fra britisk Røde Kors.
Derfor bliver der fortsat også bl.a. uddelt såsæd, og der bliver arbejdet på effektiv gravning af brønde og opretning af vandingssystemer, der skal reducere landmændenes sårbarhed overfor ekstreme vejrsituationer som tørken.
