Afrikas Horn ramt af tørke
Siden oktober sidste år har regnen svigtet landene på Afrikas Horn - særligt Somalia, Etiopien, Kenya, Djibouti og Uganda er hårdt ramt af en omfattende tørke. Ifølge FN er fler end ti millioner mennesker berørte af katastrofen. Og vi mener, situationen er bekymrende.
Det gør vi:
Vi kører blandt andet vand ud i de ramte områder med store lastbiler og foretager vandboringer. Derudover underviser vores frivillige i hygiejne for at forebygge sygdomsudbrud.
Landsbyerne i det nordlige Kenya ligner øde spøgelsesbyer. De indtørrede kadavre af dødt kvæg og mennesketomme hytter er det eneste, som er tilbage – for indbyggerne er flygtet for at finde vand. En alvorlig tørke har ramt Kenya, Somalia, Etiopien, Uganda og Djibouti berører ifølge FN flere end ti millioner mennesker.
”Det er en ekstremt svær situation, vi er ude i lige nu. Og eksperter forudser, at tørken vil fortsætte de kommende par måneder,” siger Søren Hougaard, som leder Røde Kors’ arbejde på Afrikas Horn.
”Allerede nu er der mennesker, som dør. Og vi frygter, at en hel generation af børn kan gå tabt, fordi de ikke får tilstrækkeligt med vand og mad til at sikre en sund opvækst. Vi ser allerede nu en sultkatastrofe, og vi frygter, det bliver meget værre,” siger han.
På flugt fra tørken
Omkring 1.300 flygtninge strømmer dagligt fra Somalia ind over grænsen til Dadaab-flygtningelejren i Kenya for at komme væk fra tørken. Røde Kors-medarbejdere melder om udmattede, underernærede og stærkt dehydrerede flygtninge - primært kvinder og børn.
Og flere steder er der udbrudt væbnede sammenstød blandt nomader, som slås om adgang til områder, hvor der endnu er lidt vand og græs til deres dyr.
Tørken startede i november 2010. Den er langsomt blevet forværret, fordi den regn, som normalt falder i oktober og december, er udeblevet. Eksperter frygter yderligere op mod syv måneder uden regn.
