Tabu har ikke råd til medicin

Synet er blevet dårligere. Og nyrerne driller - 55-årige Tabu Ramasan fra Uganda har diabetes. Hun kan ikke længere arbejde og forsørge sin familie.

  • RSS
  • Print
Af Julie Lorenzen - 16.01.2012, 17:20

Efterskrift:

Siden denne artikel blev skrevet, er Tabu Ramasan afgået ved døden. Sukkersygen ødelagde nyrerne, som satte ud, og hun gik i koma. Hun er blevet begravet af sin familie i Kampala.

Tabu Ramasan ligger i hospitalssengen og stirrer ud i luften. Hun venter på at blive udskrevet. Øjenlågene hænger, for sukkersygen tærer på kræfterne.

Da Tabu kom til Mulago-hospitalet i Kampala for en uge siden, var hun i koma. Det sker, når hun ikke tager sin medicin. Men den er der ofte ikke råd til – for med fem børn og fem børnebørn er der mange munde at mætte.

Og der er slet ikke råd til den nyreoperation, Tabu burde have, fordi sukkersygen har skadet hendes nyrer. Eller til de briller, hun har brug for, efter sygdommen ødelagde synet.

Mørk fremtid

”Det er et hårdt liv. Før jeg fik diabetes for fem år siden, havde jeg det ok, men nu har jeg mange komplikationer og kan ikke arbejde. Jeg kan bare være indenfor,” siger Tabu.

Hendes mand er død, og børnene kan ikke finde arbejde Derfor har Tabu været den primære forsørger med indtjeningen fra den restaurant, hun ejede. Men sygdommen tvang hende til at lukke. I dag lever familien af hjælp fra venner og familie.

”Jeg har et brændende ønske om at få min energi tilbage og blive rask. Og måske få en lille forretning, så jeg kan forsørge min familie. Men jeg tror ikke på en god fremtid på grund af min sygdom,” siger hun.

Ingen skolegang i år

Tabus familie kommer og henter hende på hospitalet. De må støtte hende ud til taxien, benene har ikke styrke til at gå selv.

Endestationen er to små lejede værelser i udkanten af et af Kampalas slumområder. Barnebarnet Dieme tager imod. Selv om det er midt på dagen, er han ikke i skole.

Det er hans fire yngre søskende heller ikke, for da Tabu mistede sit arbejde, blev skolepengene for dyre. Derfor har der ingen skolegang været i år.

Plejede at spise bedre

Og der er heller ikke råd til en varieret kost – dagens eneste måltid består af majsgrød og bønner. Hver dag.

Sådan har det ikke altid været. For seks år siden flyttede familien til Kampala fra en lille landsby i det vestlige Uganda.

Livet på landet var hårdt og uden de store muligheder for at tjene penge. Men i det mindste havde familien en lille mark, hvor de hver dag kunne hente frisk frugt og grøntsager.

Gør en livsvigtig forskel for mennesker her og i verden