Asylchef Anne la Cour, her ved porten i center Sandholm, glæder sig over udsigten til en oplyst fodgængerovergang ved centret. Foto: Anne Skovgaard
Asylchef Anne la Cour, her ved porten i center Sandholm, glæder sig over udsigten til en oplyst fodgængerovergang ved centret. Foto: Anne Skovgaard

Trafikforhold ved Sandholm forbedres

Efter langvarigt ønske fra Røde Kors oprettes nu en fodgængerovergang, belysning og advarselsskilt ved asylcenter Sandholm.

  • RSS
  • Print
Af Anne Skovgaard - 09.02.2012, 11:35

Flere hundrede mennesker – asylansøgere såvel som ansatte ved center Sandholm - passerer dagligt vejen til busstoppestedet, og der opstår mange farlige situationer, når folk løber for at nå bussen på den stærkt trafikerede Sandholmgårdsvej.

Handling nu

Derfor har en fodgængerovergang såvel som en cykel/gangsti parallelt med Sandholmgårdsvej i årevis været et ønske fra Røde Kors´side. Senest i december blev en ung asylansøger trafikdræbt, da han gik i mørke langs landevejen i nærheden af Sandholm.

På et møde i går i center Sandholm gav Allerøds borgmester Erik Lund tilsagn om, at kommunen straks vil iværksætte oprettelsen af en fodgængerovergang, vejbelysning og skiltning i området ved busstoppestedet:

"Det er en utrolig glædelig melding. Der kommer nye asylansøgere til Sandholm hver uge, som kan være usikre på trafikken heroppe, og vi har længe ønsket et løft til trafik-sikkerheden på den stærkt trafikerede vej," siger asylchef Anne la Cour.

Inviterer transportminister til møde  

Ønsket om en cykel/gangsti er heller ikke glemt. Allerøds borgmester, Erik Lund, vil nu invitere transportminister Henrik Dam Kristensen, Hørsholms borgmester, Udlændigestyrelsen og Røde Kors til et møde, hvor trafikforholdene på strækningen, som løber igennem de to kommuner, skal drøftes. 

"Vi kommer til et møde når som helst det måtte passe, for trafiksikkerheden har meget høj prioritet for os,"  siger asylchef Anne la Cour.

Gør en livsvigtig forskel for mennesker her og i verden