Senegal er et af de seks lande, der lige nu er hårdt ramt af en alvorlig tørke. Foto: Moustapha Diallo, IFRC.
Senegal er et af de seks lande, der lige nu er hårdt ramt af en alvorlig tørke. Foto: Moustapha Diallo, IFRC.

Ny tørke kræver handling nu

Tørken på Afrikas Horn er knap ovre, før en ny truer – denne gang i Vestafrika. Syv millioner mennesker er ramt. Ifølge Røde Kors skal verdenssamfundet handle nu for at undgå hungersnød.

Af Julie Lorenzen - 25.01.2012, 14:00

Selv om de vestafrikanske lande Chad, Mauretanien, Niger, Mali, Burkina Faso og Senegal – også kaldet Sahel-bæltet – hvert år på denne tid er ramt af tørke, er det særligt slemt i år.

Støt Røde Kors' katastrofearbejde

”Der er endnu ikke tale om hungersnød, men situationen er overordentlig alvorlig – syv millioner mennesker er ramt. Det er vigtigt, at vi handler nu, hvis vi skal undgå et nyt Afrikas Horn,” fortæller Røde Kors’ chef i Vestafrika Troels Mikkelsen og opfordrer verdenssamfundet til hurtigst muligt at hjælpe med mad.

Antallet af underernærede børn er et eksempel på, at tørken er værre i år end ellers – en million børn er truet af akut underernæring, det er 17 procent flere end, da der sidst var en alvorlig fødevarekrise i regionen i 2010.

Mindre regn

Der er flere forklaringer på, hvorfor tørken i Sahel-bæltet nu tegner til at blive værre end tidligere.

Regnen er i år faldet ujævnt og utilstrækkeligt, hvilket har ført til en dårlig høst mange steder. Desuden er kornpriserne steget med 60-85 procent, hvilket gør det sværere for de familier, som har udtømt deres lagrer af fødevarer, at købe mad på markedet. 

Dertil kommer, at mange migrantarbejdere er flygtet fra konflikterne i Libyen og Elfenbenskysten tilbage til Sahel-bæltet, hvor de kommer fra. Derfor kan de ikke længere arbejde og sende penge hjem til deres familier – der til gengæld har fået endnu en mund at mætte.

Hjælp på vej

Røde Kors er til stede i de seks tørkeramte lande i Sahel-bæltet og er foreløbigt begyndt at hjælpe 113.000 mennesker med mad – der er blandt andet sendt fem millioner kroner af sted til Mali, Burkina Faso, Niger, Senegal og Chad. 

I Mauretanien er flere end 800.000 mennesker lige nu berørte af tørken. Her har Røde Kors udsendt en appel til verdenssamfundet på knap 13 millioner kroner, der skal hjælpe 10.000 familier i et år.

EU’s nødhjælpskontor ECHO har netop besluttet at fordoble den humanitære bistand til godt 780 millioner kroner – pengene skal hjælpe to millioner mennesker.

Gør en livsvigtig forskel for mennesker her og i verden