En uventet gave
Lilli-Ann Heckscher har været arbejdsløs siden april sidste år. Derfor har hun sjældent råd til at købe andet end de nødvendige dagligvarer til sine børn. Men i år fik hun hjælp af Røde Kors i julen.
Julehjælpen består enten af et gavekort til et supermarked eller en julekurv med alt, der skal til for at forberede et godt julemåltid. Begge har en værdi af 700 kroner.
Røde Kors har uddelt julehjælp til 2800 familier i 2011. Det er 1000 flere end i 2010. Stigningen skyldes bl.a. et samarbejde med Super Best gennem kampagnen ”Jul til alle”. Her har handlende kunnet give et bidrag på enten 50 eller 100 kroner sammen med deres indkøb, som så er blevet omsat til gavekort til de trængende familier.
Marcus på 12 år og tvillingerne Adam og Sarah på 10 år bor alene med deres mor i en kælder lidt uden for Helsinge i Nordsjælland. Deres mor har ofte svært ved at få hverdagen til at hænge sammen pga. den knappe økonomi. Derfor var det en glædelig overraskelse, da familien for andet år i træk modtog julehjælp fra Røde Kors.
”Vi blev ovenud lykkelige. Nu var der pludselig flæskesteg, ris a la mande og slik, så vi kunne hygge os sammen mellem jul og nytår. Vi har været meget mere hjemme i år, end vi plejer, og vi er sluppet for at invitere os selv hjem til andre,” siger Lilli-Ann Heckscher.
Rester erstattet af juleand
Det var familiens sagsbehandler, som havde ansøgt om, at børn og mor kunne modtage julehjælpen. Lilli-Ann Heckscher er ellers opdraget til, at man ikke skal bede andre om hjælp, for der er altid nogen, der har det værre. Alligevel er hun glad for, at nogen har tænkt på, at hun og børnene kunne bruge lidt ekstra.
”Det ville have været en frygtelig kedelig jul, hvis ikke vi havde fået hjælpen. Normalt overlever vi bare. Så det var helt dejligt, at vi ikke skulle leve af rester,” siger Lilli-Ann Heckscher.
Det er især børnene, som har fået glæde af hjælpen. De ved nemlig godt, at mor ikke har så mange penge, så de har været glade for at hygge sig med morgenboller og slik hver anden dag. Samtidig har de ikke behøvet at sige til deres klassekammerater, at de ikke har haft en hyggelig jul.
