Da et jordskælv ramte Haiti d. 12. januar 2010, mistede 200.000 mennesker livet, og op i mod 2 millioner blev hjemløse.
Da et jordskælv ramte Haiti d. 12. januar 2010, mistede 200.000 mennesker livet, og op i mod 2 millioner blev hjemløse.

Haitianere uden husly

To år efter, at et jordskælv ramte Haiti, er der stadig tusindvis af mennesker, som bor i flygtningelejre. Mange af dem har nemlig ikke muligheden for at flytte derfra igen.

  • RSS
  • Print
Af Heidi Pedersen - 12.01.2012, 09:35

- Da katastrofen indtraf, hjalp Røde Kors 179,645 familier med byggematerialer til et midlertidigt hjem.

- Røde Kors har givet 21,658 familier midlertidige træhuse.
 
- Organisationen har brugt 27 millioner danske kroner på infrastruktur i 2011. For eksempel er pengene gået til at bygge skoler og hospitaler. 

Kilde: Haiti earthquake 2 years report

Selvom antallet af mennesker, der bor i flygtningelejre, er faldet fra 1,5 millioner til 550.560 på de to år, Røde Kors og andre nødhjælpsorganisationer har været i Haiti, er der stadig mange, som mangler et permanent sted at bo. Røde Kors forudser i en netop offentliggjort rapport, at visse lejre vil forblive permanente bosteder - eller udvikle sig til nye slumkvarterer.

”De flytter ikke, før de er sikret et andet og bedre sted. Lige nu har de adgang til latriner og sundhedsklinikker, og de får opmærksomhed omkring deres situation. Derfor er de ikke interesserede i at komme væk. Men samtidig er de også fastlåst, fordi de ikke har mulighed for at bygge et nyt hus, når ikke de ejer et stykke land,” siger landekoordinator Peder Damm, der netop er henvendt fra Haiti.

Problemet er nemlig, at næsten al jord er ejet af private, der ikke har lyst til, at der bliver bygget på jorden. Og regeringen har ikke kapaciteten til at købe jorden af dem. Foreløbig har Røde Kors hjulpet 21.658 familier med et midlertidigt hjem.

Politikere på slingrekurs


Et andet problem med haitianernes boligsituation er desuden, at der stadig mangler at blive fjernet murbrokker fra de mange sammenstyrtede bygninger. Det skyldes især den politiske situation i landet, hvor politikere ikke kan finde ud af at samarbejde.

”Røde Kors kan ikke løse den politiske hårdknude. Det er lande med større geografisk og historisk tilknytning til Haiti, som fx USA, Mexico, Frankrig og Columbia, som må banke i bordet. Ofte tager det lang tid, før der bliver taget beslutninger. Selv efter valget af den ny præsident, Michael Martelly, er det svært at se fremskridt, siger Peder Damm.

I Røde Kors’ statusrapport fra 2011 konkluderer man, at det vil tage mange år, før flygtningelejrene kan nedlægges. Internationalt Røde Kors planlægger at blive i landet de næste 3-5 år. Her vil man fortsat arbejde for, at haitianerne får mulighed for at flytte ud af lejrene ved at samarbejde med de lokale myndigheder om mere permanente boliger.

Læs generalsekretær Anders Ladekarls debatindlæg om den nuværende situation i Haiti i Berlingske.

Gør en livsvigtig forskel for mennesker her og i verden