Røde Kors tilbyder at aftage genbrugstøj
Det er vigtigt at bevare tilliden til, at det tøj, som doneres til humanitære organisationer, også gør gavn, påpeger Røde Kors.
”Tonsvis af genbrugstøj ryger til forbrænding”, lyder det i dag i flere medier. Det sker angiveligt, fordi en række hjælpeorganisationer ikke kan afsætte tøjet. Men nu tilbyder Røde Kors at hjælpe med at løse problemet ved at overtage tøjet.
”Vi kan sagtens sælge mere tøj i mange af vores genbrugsbutikker og i vores web-shop, så vi er parat til at aftage alt det tøj, der kvalitetsmæssigt er i orden,” siger kommerciel chef i Røde Kors, Tina Donnerborg.
Meget uheldigt
Derfor har Røde Kors tilbudt de pågældende organisationer at overtage deres overskudstøj og sælge det via de 217 Røde Kors butikker over hele landet eller på nettet. Den eneste betingelse er, at organisationerne leverer det til det centrale lager i Horsens eller direkte til en af Røde Kors butikkerne.
Tina Donnerborg påpeger, at de mennesker, der giver tøj til genbrug, har en naturlig forventning om, at tøjet gavner den humanitære indsats. Derfor er det meget uheldigt, hvis tøj, der har en kvalitet, så det kan sælges, alligevel ender som affald. På længere sigt kan det betyde, at færre giver deres tøj videre til genbrug.
Vigtig indtægt
”Selvfølgelig får vi også tøj ind, som er så slidt og mørnet, at det er umuligt at sælge. Og det ender naturligvis som affald på forbrændingsanstalten. Men hvis tøjet har en ordentlig kvalitet, kan vi som regel også få det solgt,” siger Tina Donnerborg.
Salg af genbrugstøj udgør et meget vigtigt fundament for Røde Kors’ sociale, humanitære arbejde. Det, der ikke sælges i butikkerne, sælges til opkøbere i genbrugs-industrien uden for landet og udgør også en indtægt til hjælpearbejdet. En del af tøjet sendes til nødhjælp ved katastrofer rundt om i verden.
