Tyfonen Washi har taget over 950 liv
Redningsfolk kæmper sig frem i mudder for at hjælpe de overlevende, efter tyfonen Washi skabte oversvømmelser på den filippinske ø Mindanao.
Røde Kors på Mindanao
- Mere end 600 Røde Kors-ansatte og -frivillige arbejder lige nu på at få situationen under kontrol.
- I byerne Cagyan, Dumaguete og Ligan har Røde Kors-arbejdere uddelt varm mad til 2.300 personer og ’madpakker’ bestående af ris, sardiner og nudler, til 828 personer.
- Nogle områder er det stadig umuligt at komme ind i på grund af vand og mudder.
- I løbet af de næste dage vil behovet for hjælp fortsat blive vurderet, så Røde Kors kan vurdere, hvor mange penge, de har brug for, og hvordan det fortsatte hjælpearbejde skal foregå.
Tyfonen Washi – lokalt kendt som Sendong – ramte det nordlige Mindanao på Fillipinerne om morgenen i lørdags den 17. december. Voldsom regn igennem 12 timer resulterede i, at floderne i området gik over deres bredder og forårsagede massive oversvømmeler.
20. december, tre dage efter tyfonens ankomst, er godt 950 mennesker døde, mange sårede og 49 fortsat savnede. Mange huse på øen er totalskadede. 42.700 mennesker får lige nu hjælp på Røde Kors’ 62 evakueringscentre.
Lisbet Elvekjær, der er nødhjælpskoordinator i Røde Kors, fortæller:
”Filippinsk Røde Kors har lige nu fokus på at hjælpe de overlevende med tag over hovedet, mad og andre fornødenheder, samtidig med at de har folk ude for at vurdere behovene. Nogle områder er stadig svært tilgængelige på grund af ødelæggelser og mudder,” fortæller hun.
Vigtigt for efterladte at få vished
En dyster del af hjælpearbejdet er at tælle de døde og bringe dem til lokale lighuse. Efterhånden som arbejdet skrider frem, stiger dødstallet.
Det er en rigtig ubehagelig situation for de mange filippinere, der i øjeblikket savner familiemedlemmer. I den forbindelse er det vigtigt at sørge for, at de efterladte får identificeret deres druknede familiemedlemmer, fortæller Lisbet Elvekjær.
”Det er meget vigtigt, at efterladte kan få vished for, hvad der er sket med deres kære. Hvis ligene smides i massegrave berøves de denne mulighed, og det gør den efterfølgende psykologiske bearbejdningsproces meget sværere,” siger hun.
Et tilbagevendende problem
Filippinerne rammes af ca. 20 større tropiske storme årligt. I 2006 kostede to af disse storme tilsammen 2.500 menneskeliv. De fleste tyfoner rammer længere mod nord, end Mindanao, der netop er blevet ramt af tyfonen Washi. Den største filippinske ø, Luzon, hvor hovedstaden Malina ligger, er et af de mest udsatte steder.
Fordi disse naturkatastrofer er et tilbagevendende problem, er det filippinske Røde Kors godt rustet til at udføre hjælpearbejdet. De har stor erfaring og kapacitet til at lave netop den type nødhjælpsarbejde, der skal til efter en tropisk storm, på grund af det forberedende arbejde, der derfor har fundet sted i området. Der er trænede nødhjælpsarbejdere, lokale nødhjælpslagre og katastrofeplaner.
Katastrofehold hjælper fortsat med eftersøgning, evakuering og overblik over situationen. Dansk Røde Kors afventer en nærmere vurdering af skader og eventuelt behov for international hjælp.
”Vi forventer, at det internationale Røde Kors udsteder en appel om støtte senest i morgen,” fortæller Lisbet Elvekjær.
