Boliger til hjemløse i Van
Med nattemperaturer på den forkerte side af frysepunktet og sne i luften er situationen for de hjemløse efter oktobers jordskælv i Tyrkiet alvorlig.
Det er baggrunden for at Røde Kors støtter opførelse af midlertidige boliger til de mange, der er blevet hjemløse efter jordskælvet. Skælvet, der målte 7,2 på Richterskalaen, ramte tæt ved byen Van i det østlige Tyrkiet. Byen har over 300.000 indbyggere og ligger i en af de fattigste og vanskeligst tilgængelige regioner i landet.
Støt de jordskælvsramte
”Jordskælvet ramte lige op til vintermånederne, hvor der bliver meget koldt i området. Derfor har det været en helt afgørende del af hjælpearbejdet at sikre de mange hjemløse tag over hovedet inden vinteren for alvor sætter ind,” siger fungerende katastrofechef i Røde Kors, Lisbet Elvekjær.
Det er blandt andet sket med støtte fra Røde Kors i Danmark. Den første portion af de penge, der er indsamlet i Danmark, er således især gået til at understøtte Tyrkisk Røde Halvmånes arbejde med at etablere midlertidige boliger eller til telte, tæpper og soveposer. I alt er der til dato indsamlet 211.217 kroner i Danmark.
Stadig brug for hjælp
”Særligt tyrkiske og kurdiske grupper i Danmark har været særdeles aktive i forbindelse med indsamlingen og står for en meget stor del af det indsamlede beløb,” siger Malene Berland Grauslund, der er fundraiser og har haft ansvaret for indsamling til ofrene i Tyrkiet.
Hun fremhæver, at der udover den generelle indsamling er oprettet en række egenindsamlinger via Røde Kors til støtte for ofrene.
Der kommer stadig penge ind til indsamlingen og behovet for hjælp er stadig betydelig. Resten af de indsamlede midler vil i løbet af kort tid også blive overført til Tyrkisk Røde Halvmåne, der har en travl vinter foran sig.
