Støtte til flygtninge og indvandrere

I Danmark udgør etniske minoriteter, flygtninge og indvandrere i dag op mod 10 procent af befolkningen.

For en mindre gruppe af disse er livet i Danmark ikke nemt. Derfor tilbyder vi gennem vores frivillige netværk forskellige former for støtte i hverdagen.

Lektiehjælp
Mange børn – både tosprogede og danske – har brug for hjælp til lektierne. De oplever, at de har brug for mere støtte, end de kan få derhjemme. På lektiecaféer overalt i landet hjælper vores frivillige med regnestykker og læsebøger. Voksne, der er i gang med at lære dansk, kan også få hjælp gennem Røde Kors og vores aftaler om frivillig sproghjælp på en række sprogskoler.

Cykelkurser
Mange nye medborgere kan ikke cykle, når de kommer til Danmark. Cyklen gør imidlertid hverdagen lettere for mange mennesker i Danmark, og vores cykelkurser hjælper til, at flere mennesker får glæde af cyklens muligheder.

Venskabsfamilier og kontaktpersoner
Ved etablering af venskabsfamilier og kontaktpersoner matches en frivillig familie eller person med en familie eller person, som har brug for støtte i hverdagen.

Det giver deltagerne mulighed for et afslappet samvær, som ofte skaber rum for venskab på tværs af kulturer.  Fælles aktiviteter kan være en udflugt eller et måltid, og mange gange er der brug for hjælp til at forstå breve fra det offentlige eller andre praktiske gøremål.

Uledsagede mindreårige asylansøgere
Ensomheden lurer, når uledsagede unge flygtninge får opholdstilladelse og flyttes til kommuner over hele landet. De savner forbindelsen til andre unge, og deres familier er tusinder af kilometer væk. Læs mere om deres situation her

Når uledsagede unge flygtninge får opholdstilladelse, bliver de bosat i kommuner over hele landet. Det er svært at skabe netværk og finde sig til rette, når man er alene i Danmark. Igennem projektet Let’s Network! hjælper Røde Kors unge flygtninge med at få kontakt til en frivillig familie eller enkeltperson, som har lyst til at byde den unge inden for i lokalsamfundet.

Ferielejre
Flygtningefamilier vælger ofte ferien fra, fordi pengene ikke rækker til det. Derfor holder vi i alle egne af landet hvert år ferielejre for familier, der ikke ellers kan tage på ferie sammen. Samtidig arrangerer vi året rundt udflugter og ture til forskellige seværdigheder, parker og ud i naturen.

For flygtninge er det en god måde at lære deres nye land bedre at kende på, og for de frivillige er det sjovt og spændende at opleve Danmark med andre øjne.

Kvindegrupper
Mange etniske minoritetskvinder har et begrænset socialt netværk, men de har et stort ønske om at møde andre kvinder omkring socialt samvær og forskellige aktiviteter. Røde Kors’ kvindegrupper sætter rammen for, at kvinder kan mødes på tværs og sammen skabe den type samvær.

Ebrahim savner en kontaktperson

Gør en livsvigtig forskel for mennesker her og i verden