Dagligdagen som asylansøger
Tøjet skal vaskes, børnene følges i børnehave eller skole, og aftensmaden klares. En asylansøgers hverdag kan minde om vores - og så alligevel ikke.
Bolig – mad - tøj
Generelt har asylfamilier to værelser til rådighed samt et lille køkken og bad, mens enlige asylansøgere bor sammen med andre enlige af samme køn, 2-4 personer om et værelse. Nogle har eget køkken og bad i tilknytning til deres værelse, andre deler med andre beboere.
Værelserne er udstyret med de mest basale møbler, seng eller sovesofa, stole og skabe.
Myndighederne afgør, om beboerne skal spise i cafeteria eller selv lave mad for penge tildelt af staten.
Ved ankomsten får asylansøgerne en linnedpakke, samt et antal point, som kan ”veksles” til det mest basale tøj og sko i en tøjshop i asylcentret.
Sundhedshjælp
Asylansøgerne får sundhedshjælp på asylcentrene, fordi de ikke har et sygesikringskort og dermed ikke direkte adgang til det danske sundhedsvæsen.
Centrenes sundhedsklinikker har ansat sygeplejersker, sundhedsplejersker og læger, og beboerne får typisk behandlet infektioner, halsbetændelse, mavesmerter, søvnbesvær eller tandpine.
Asylansøgere kan desuden henvises til speciallæge eller hospital, hvis lægen vurderer, det er nødvendigt, og Udlændingeservice siger ja til at betale for det. De har altid ret til gratis behandling hos en læge eller på et hospital, hvis de bliver akut syge.
Asylansøgerne kan også blive henvist til behandling hos en psykolog eller psykiater, hvis de har behov for det.
Børnehave, klub og andre tilbud
De mindste asylbørn går i legestue på asylcentret. Legestuen fungerer som en dansk børnehave. Skolebørn køres i bus til en Røde Kors-skole uden for centret, hvor de modtager undervisning svarende til den, tosprogede elever får i folkeskolen. Efter skoletid er der fritidstilbud på centrene, svarende til kommunale SFO- og klubtilbud.
Derudover har alle asylcentre fælleslokaler som f.eks IT-rum, tv-stue, syværksted og fitness-rum. På en række centre er mange frivillige engageret i aktiviteter som for eksempel lektiehjælp, musik-arrangementer, diverse motionstilbud og udflugter til gavn og glæde for asylansøgerne.
Voksne asylansøgere må ikke tjene penge og tage arbejde på traditionel vis, men kun få undervisning og aktiveringsjob. Alle asylansøgere underskriver en kontrakt på centret, hvor de forpligter sig til 10 timers praktisk aktivitet i centret om ugen, det være sig for eksempel rengøring på fællesområder eller hjælp i køkkenet.
Andre typer boliger
En lille gruppe asylansøgere, hvis sag er under behandling, bor i såkaldte anneksboliger, som er små, billige huse, lejligheder eller klubværelser rundt om i landet. Det er Udlændingeservice, der afgør muligheden for at flytte i en sådan bolig.
En anden lille gruppe af asylansøgere i form af afviste familier bor i udeboliger, typisk lejligheder, som et resultat af en politisk aftale fra 2008.
