På flugt uden mor og far

Børn og unge under 18 år, der kommer til Danmark for at søge asyl - uden at have deres mor og far med - er en særlig sårbar gruppe og får ekstra støtte af Røde Kors. I 2010 kom der 680 uledsagede børn og unge til landet.

De fleste asylsøgende børn og unge, der kommer til Danmark – omkring  80-90 procent – er drenge mellem 15 og 17 år. Der kommer også piger og mindre børn, som typisk ankommer sammen med søskende.

De uledsagede  mindreårige  har mange forskellige årsager til at komme til Danmark. Nogle har mistet deres forældre i krig, andre er blevet væk fra forældrene under flugten og/eller har selv været udsat for traumatiske oplevelser, herunder været vidne til krigshandlinger.

Fælles for børnene er savnet af far og mor, venner og en kendt hverdag.

Indkvarteres på særlige centre
Børnene indkvarteres på særlige børne-unge centre, hvor de hjælpes af pædagogisk og sundhedsfagligt personale, som har specialviden om denne gruppe. 

I begyndelsen af opholdet bor de unge asylansøgere på modtagecentret Sjælsmark i Nordsjælland og flytter under sagsbehandlingen til et opholdscenter.

Børnene får tildelt to pædagogiske kontaktpersoner, som giver dem særlig støtte i hverdagen, herunder hjælp til at de selv kan klare madlavning, rengøring og planlægge skolegang og fritidsaktiviteter.

De unge får penge fra staten til at købe ind for. Skolegangen foregår enten på asylcentret eller på en Røde Kors-skole uden for centret.  

Bisiddere og repræsentanter
Der er altid en bisidder fra Røde Kors tilstede, når et uledsaget barn er til samtale hos myndighederne i forbindelse med asylsagen.

Bisidderen skal sikre, at barnet forstår sagsbehandlerens spørgsmål, og at interviewet foregår i en god atmosfære.

Senere i asylforløbet sørger Røde Kors for, at de uledsagede børn og unge får tildelt en personlig repræsentant, som støtter barnet i forhold til asylsagen og i mere personlige spørgsmål. Overordnet er repræsentanten en garant for barnets trivsel og rettigheder.
  
Børn der forsvinder igen
Et svingende antal børn forsvinder i løbet af få uger eller måneder efter deres ankomst til Danmark. Røde Kors skønner, at det kan hænge sammen med, at de i virkeligheden skulle søge asyl i et andet land, hvor de måske har slægtninge.

Røde Kors hverken vil eller kan forhindre beboere i at forsvinde, men politiet får besked, når det sker. Man kan – i lighed med de andre asylcentre – frit komme og gå på børnecentrene.

Nogle uledsagede børn og unge bor også privat hos slægtninge i Danmark. Det kræver, at familien er godkendt af den lokale kommune, og Røde Kors fører tilsyn med, at barnet trives hos sine slægtninge.