Fantastisk at du er interesseret!

Her er lidt mere info:

1. Vil du hjælpe med boligsøgning?

I ”Hjem til Dig” screener, introducerer og matcher vi dig med en ung, som har samme forventninger til relationen som dig, nemlig at den er tidsbegrænset og fokuseret på boligsøgningen.

Forud for matchet vil du blive klædt på til at lede efter boliger i København ved bl.a. at deltage i et to-timers boligsøgningskursus. De aktivitetsansvarlige står desuden altid til rådighed for sparring.

Din rolle i Hjem til Dig vil være at få den unge godt i gang med boligsøgningen. Det forestiller vi os vil kunne gøres over to-tre måneder. I aftaler selv hvor I vil mødes og er velkomne til at bruge Røde Kors’ lokaler.

Det eneste det kræver at påtage sig denne opgave er handlekraft, en positiv indstilling og lyst til at hjælpe en ung godt på vej i en svær tid. Derudover skal du være over 25 år. 

Alle ved, at det er svært at skaffe en billig bolig i København, og selv om det ikke skulle lykkedes nu og her, så kan din hjælp alligevel være en positiv vitaminindsprøjtning, der giver den unge håb om en bedre fremtid og som kickstarter den unges boligsøgning.

2. Vil du tilbyde et værelse?

Vi screener, introducerer og giver løbende sparring omkring det at være vært for en ung. Det er for at sikre, at du og den unge er et match og at alle får en god oplevelse. 

Både enkeltpersoner og familier kan være værter, så længe man kan stille et værelse til rådighed og er fyldt 30 år. 
Som vært skal man sørge for, at der er mad i køleskabet. Der er mulighed for at få dækket udgifter til mad i et rimeligt omfang.

Derudover skal du have hjerterum og lyst til at hjælpe en ung i en svær tid. Vær dog indstillet på, at der ikke nødvendigvis søges en ekstrafamilie, men primært den tryghed et værelse kan give i en sårbar overgangsperiode. 
Du skal indvilge i at Røde Kors kan se en straffeattest. 

Er du fortsat interesseret, så tryk på knappen nedenfor og angiv i kommentarboksen om du vil hjælpe med 1. eller 2. Herefter vil du modtage en bekræftelsesmail og blive kontaktet af en ansvarlig fra Røde Kors for en nærmere snak og forventningsafstemning.